BIG SAM – FORTIDSLEVN ELLER INNOVATOR?
Hvis ikke det ikke var for Sam Allardyce korpulente skikkelse, kunne han let fremstå som en kastebold i fodboldens kommentariat. Hver gang han sætter sig i et nyt trænersæde, går en kamp i gang. Nogle vil brændemærke ham som en dinosaur, andre som inkarna
Isidste uge, på sit første pressemøde som Leeds United-manager, fortalte Sam Allardyce, at han ikke mente, at der i fodboldmæssige forstand ”var nogen foran ham”, når det kom til viden om sporten. Han hørte til i Guardiolas, Klopps og Artetas selskab. Han var ikke nødvendigvis bedre end dem. Men de spiste ved samme bord: ”Jeg er helt sikkert lige så god som dem.”, fastslog Allardyce.
Den udtalelse gik sin vante gang i alverdens medier. De fleste fnøs vist en gang eller to. Skulle vi virkelig tro på den? At manden fra The Midlands, der siden sine lange ophold i Bolton og West Ham United har turneret rundt mellem Premier Leagues bundklubber, skulle være bedre end fodboldens fremmeste trænerfigurer?
I The Athletics populære podcast “The Totally Football Show” gav panelet deres uforbeholdne mening om Allardyce til kende. Det eneste den stolte brite måske var bedre til end Guardiola og co. var at bunde øl eller lægge arm, proklamerede man og lo, og så var én af de gængse opfattelser af Allardyce genetableret. At han er mere krop end hjerne. Et billede på britisk fodbolds fortid. Syngende taklinger, høje bolde og tirsdagsdruk.
I The Guardians spalter forsøgte fodboldjournalist og vært på Football Weekly, Max Rushden, at genoptegne en anden af de skitser, der altid ligger parat i skrivebordskuffen og kan tages frem, når Allardyce indtager scenen på ny. For måske var det, ifølge Max Rushden en kende ”ridiculous” af Leeds-træneren at sammenligne sig selv med Guardiola, Klopp og Arteta, men Rushden ville alligevel gerne se Allardyce som manager på et mandskab med finansielle midler i Manchester City-klassen. Hvad kunne det ikke blive til? Og så havde han tidligere arbejdet sammen med Allardyce på TV, og der havde Allardyce ingenlunde fremstået som en stivnakket og taktisk forstokket træner. Tværtimod.
Rushdens input lægger sig i slipstrømmen på kontrafortællingen om Allardyce og hans mange år i hos Bolton Wanderers i starten af det nye årtusinde, hvor han som den første dedikerede sig til den datadrevne tilgang og således bidrog til at forandre fodbolden.
Men hvilken historie om Allardyce er den rigtige? Er han et fortidslevn, er han en innovator, eller er han måske snarere - som flere også har ladet sig forstå – en ambassadør for fodboldens fundamentale dyder, der kan vise sig at være behjælpelige, når Leeds United i løbet af de kommende uger skal ud i tre drabelige dueller om overlevelsen i Premier League?
PROJEKT BOLTON
Der er en umiskendelig lighed mellem Sam
Allardyces træner- og spillerkarriere. Som hårdfør centerback såvel som manager, havde han sin længste periode i Bolton Wanderers. I 1973 gled en ung og lettere langhåret Allardyce ind på Boltons førstehold via u18-truppen, og der huserede han frem til 1980 – med en oprykning til landets øverste række til følge i 1978. Siden fristede Allardyce en flygtig tilværelse med næsten årlige klubhop. Sunderland, amerikanske Tamba Bay Rowdies, Coventry, Preston, Hudersfield, Limerick FC, West Brom.
Omtrent sådan ser hans træner-CV også ud. Erfaringen blev opbygget i Blackpool
og Notts County i midten af 90erne, den lange kærlighedsaffære fandt sted i Bolton (1999-07) og til dels i West Ham United (2011-15), og så er han som bekendt siden blev Premier Leagues brandslukker. I Sunderland, i Crystal Palace og i Everton lykkedes Allardyce med at tvinge klubberne op over stregen, og så var det ellers tid til at komme videre. Kun i West Brom i 20/21-sæsonen blev opgaven for stor, og nu hedder den altså Newcastle hjemme, West Ham ude og Tottenham hjemme i spidsen for trængte Leeds.
Som The New York Times fodboldkorrespondent, Rory
Smith, skriver i sin bog om dataudviklingen i fodbolden, “Expected Goals”, blev Allardyce faktisk allerede i sine første år i Bolton opfattet som en slags fortidens mand. Med fodboldens gentrificering i 1990erne var den brovtende Allardyce udadtil ikke tidens type og da slet ikke fremtidens.
Men i sin korte periode i Tampa Bay Rowdies havde Allardyce, som en af få engelske spillere, stiftet bekendtskab med amerikanske sportsverdens evige forsøg på at kvantificere og optimere, så da Allardyce entrerede Championship-klubben, Bolton, så han straks sit snit til at gøre brug af sine erfaringer. Som én af de første trænere hyrede han en sportspsykolog til sine spillere, han ansatte diætister, eksperimenterede sågar med kinesisk medicin, og indgik han et samarbejde med analysefirmaet, ProZone. At få indsigt i sit mandskabs kvantificerbare egenskaber var dog ikke nok, vidste Allardyce. Tallene skulle behandles, oversættes og gøres taktisk anvendelige. Han hentede sine egne analytikere i form af Ed Sulley og Gavin
Fleig, der kom til at udgøre fundamentet i Allardyce dedikerede analyseteam – det første europæisk fodbold havde set – og senere rykkede de to til Manchester City og City Football Group, hvor sidstnævnte i dag er underdirektør.
Indsigterne analyseteamet indhentede manifesterede sig i en spillestil med fokus på defensiv organisation, kontraspil og dødbolde. Tallene havde nemlig fortalt Allardyce, at fodbold var et spil baseret på omstillinger – akkurat samme idé som den tyske taktiske skole mere end et årti senere skulle operere ud fra. Bolden skiftede hold mere end 400 gange på en kamp, og det var i de første sekunder efter erobringen, farerne/ mulighederne var flest.
Samtidig vidste Allardyce nu, at en tredjedel af alle mål i fodbolden blev scoret i forbindelse med dødboldssituationer. Allardyce og hans team begyndte at undersøge hjørnesparkets, frisparkets og det lange indkasts anatomi.
Feltet blev brudt ned til centimeter, sandsynligheden for scoring på hver plet blev udregnet, og når Allardyce satte sit hold op til kampdag, blev spillerne fortalt nøjagtigt, hvor de skulle befinde sig i eget og i modstandernes felt. Intet var tilfældigt, og ingen var farligere end Bolton på dødbolde.
Resultatet blev en oprykning til Premier League i 2001, et par sæsoner i rå overlevelseskamp og derefter en gylden periode fra 2003 til 2007. Her opnåede Bolton en sjetteplads i Premier League, kvalificerede sig til Europa og Sam Allardyce fik sammensat et mandskab af den slags, der huskes. Blandt mænd med brede brystkasser som Henrik ”Tømrer” Pedersen og Kevin
Davies fandt Allardyce plads til kreative typer som den aldrende franske stjerne, Youri Djorkaeff, og de excentriske driblere, JayJay Okocha og El Hadji Diouf. Spillere blev ofte hentet på frie transfers, for i tråd med senere opdagelser i blandt andet bogen ”Soccernomics”, havde Allardyce luret, at succes oftere var betinget af gode lønninger end store transfersummer. Dertil havde Allardyce indset, at et for stort sats på unge spillere ville gøre truppen sårbar overfor større klubbers pengepung. Allardyce ville, at hans succesformel ikke kunne kopieres.
DINOSAUR
Allardyces Bolton-projekt kan i mere end én forstand betragtes som fremsynet. At det prædikat alligevel aldrig rigtig har villet klæbe til briten skyldes måske, at han snarere kan siges at have forfinet den traditionelle britiske fodbold via dataanalysen end at have forladt den som de fleste af nutidens trænere. Det ungdommeliggjorde næppe heller billedet af ham, at aldrende koryfæer som Ivan Campos og Fernando Hierro var instrumentelle for Boltons succes. Og så har hans ledelsesstil brændemærket ham.
Som den tidligere danske landsholdsback, Lars Jacobsen, der var under Allardyces brede vinger i både Blackburn og West Ham, tidligere har fortalt til Tipsbladet, var Allardyce sjældent at finde på træningsbanen før et par dage op til kamp. Og når han så endelig indfandt sig på græstæppet, gik det ikke stille for sig:
”Fredag - dagen inden kamp - tager han hele træningen og kaster sine eder ud over udvalgte spillere. Han har en skjult dagsorden hver gang - nogle spillere, han skal give et hak i tuden. Han gik meget op i at presse spillerne til træning - det sagde han - fordi de blev presset lørdag, når de spillede Premier League, hvilket et eller andet sted var noget pjat, for det er et helt andet form for pres at spille foran 50.000 tilskuere. Du kan ikke sammenligne det med, at en manager råber ad dig.”, har Jacobsen fortalt.
Henrik ”Tømrer” Pedersen har også tidligere berettet om Big Sams særprægede stil. Angriberen, der senere blev omskolet til venstre back af Allardyce, spillede i Bolton fra 2001 til 2007 og havde efter sigende givet hånd på en ny kontrakt med Bolton og Allardyce hen imod udløb. Kun en underskrift fra Pedersens agent manglede. Men efter agenten var blevet forhindret i komme til det engelske i en uges tid, ombestemte Allardyce sig. ”Sådan er fodbold” var Bolton-trænerens eneste forklaring, ifølge ”tømreren”.
MANAGERSYMBOLER
Om Sam Allardyce er innovator eller dinosaur, hjerne eller blot en stor kraftfuld krop, kan altså næppe afgøres entydigt, selv om de senere år – inklusiv den skandaleombruste korte affære med det engelske landshold – ikke har kastet meget glamour over Allardyce.
Men måske det slet ikke er så vigtigt, hvad Allardyce i bund grund er. For som den seneste uges tid har afsløret, så får en klub som Leeds United i Allardyce meget mere end en manager, der måske kan bringe Patrick Bamford tilbage på sporet eller måske kan lave en fæstning om mandskabets mål.
Med Allardyce får en klub et brand, en ny fortælling, en aura omkring sig. Om han er lige så dygtig som Guardiola og Klopp er på sin vis ligegyldigt, når vi taler om tre kampe. For sikkert er det, at han fylder lige meget som dem. I medierne, hos fansene og i spillernes hoveder. Pludselig er Jesse March og Javi Gracia blevet mellemregninger. Der var Marcelo Bielsa, nu er der Big Sam.
I fodboldens verden anno 2023 er de største trænere ikke blot trænere. De er holdepunkter, repræsentanter for verdensanskuelser, og så er de ikke mindst konstante diskussionsemner, der giver deres følgere læ. Fodbolden abonnerer på idéen om, at det er den store mand, der skaber historien. The Great Man Theory.
Det er ikke nødvendigvis sandt på den lange bane, men når Leeds lørdag møder Newcastle på Elland Road, vil spillerne kigge op på Big Sam og tro på, at han muliggør forandringen. The Big Sam Theory. Den tro kan måske i sig selv flytte Leeds over nedrykningsstregen. Det har den i hvert fald vist sig at kunne i hans tidligere klubber. Allardyce er efterhånden lige som meget myte, som han er mand. Så på det punkt minder Allardyce i hvert fald om tidens øvrige store trænere.
Fredag - dagen inden kamp - tager han hele træningen og kaster sine eder ud over udvalgte spillere. Han har en skjult dagsorden hver gang - nogle spillere, han skal give et hak i tuden