BROEN, DER BLEV BYGGET, OG DRØMMEN, DER BRAST
Flygtning, fodboldspiller, forbillede, forkæmper. Dansk-afghanske Shabnam Mobarez har levet et fodboldliv på godt og ondt, men frem for alt som ingen anden. I fjerde afsnit af Tipsbladets artikelserie Eventyrernes Klub fortæller hun om at blive integreret
Shabnam Mobarez havde altid hættetrøje på, når hun løb rundt mellem boligblokkene og spillede fodbold med drengene. Hun ville ikke have, at andre skulle se hende, for blandt kvarterets mange indvandrerfamilier var det tabu for en pige at spille fodbold. Folk ringede endda til hendes forældre, når de kom forbi og så hende spille, og så fik hun ballade, når hun kom hjem.
Men for Mobarez var fodbold netop et sted, hvor hun slap for at tænke på køn. Eller på noget som helst.
“Jeg tænkte ikke over, at jeg var en pige. Andre fik mig til at føle mig som en pige, men jeg tænkte bare, at jeg var en fodboldspiller ligesom alle de andre på banen,” siger hun.
En dag, mens Shabnam Mobarez spillede fodbold med drengene, kom en kvinde ved navn Karen forbi med sin hund. Hun var træner i den lokale fodboldklub, og hun fortalte den hættetrøjeklædte pige, at de skam også havde et hold, hun kunne spille på.
Så Mobarez begyndte til fodbold, men hun skjulte det stadig for sine forældre. Hun vidste ikke, hvad de ville sige til det, så hun var på den sikre side: gemte sin sportstaske i en busk og cyklede forbi på vej til fodbold. En dag fandt hendes far alligevel ud af, at hun var begyndt at spille i en klub. Det viste sig, at Mobarez’ frygt for reaktionen var ubegrundet.
“Han sagde: ‘Det er helt fint, du kan da bare tage af sted og spille, og der er ikke nogen, der skal stoppe dig.’ Da vidste jeg, at jeg havde min fars støtte, og det betød bare en verden for mig.”
Shabnam Mobarez havde talent og var som teenager med til et par udtagelsestræninger til det danske ungdomslandshold. Men selv om hun blev siet fra, inden hun kunne trække i rødt og hvidt, skulle hun senere få landsholdsoplevelser, hun ikke havde kunnet drømme om. Og ikke kun gode af slagsen.
ENDELIG EN SUCCESOPLEVELSE
Mobarez kom til Danmark med sin familie som seks-syvårig i 2002. Den krig, som USA havde lanceret efter terrorangrebet 11. september året før, og som Danmark også deltog i, havde endnu ikke givet befolkningen og især pigerne de frihedsrettigheder, som de nåede at nyde i en årrække, inden Taleban vendte tilbage i 2021. Shabnam Mobarez kunne derfor hverken gå i skole eller dyrke sport.
Tilværelsen i Danmark kunne ikke have været meget mere forskellig for hende og hendes fire søskende. Sprog, klimaet, kulturen. Alt var anderledes. Bortset fra én ting.
Fodbold blev hurtigt Shabnam Mobarez’ vej ind i det danske samfund. For selv om man siger, at fodbold er et universelt sprog, er dansk ikke, så det måtte hun lære, hvis hun ville spille med de andre piger i Brønderslev.
“Jeg var den eneste, der ikke kunne finde ud af dansk. Jeg blev nødt til at snakke dansk eller prøve at kommunikere på en eller anden måde, så de kunne spille mig bolden, og jeg kunne være med,” husker hun.
“Så fodbold har virkelig hjulpet i forhold til mit sprog, og hvor hurtigt jeg egentlig lærte dansk.”
Når Mobarez løb rundt og spillede med drengene, og der skulle vælges hold, var hun altid en af de første, der blev valgt, som hun husker det. Og da hun skiftede gadebolden ud med græs under fødderne, var hun stadig en af de bedste. På den måde gav sporten hende også nogle tiltrængte succesoplevelser.
“Dem har man ikke så mange af, når man bor i et land som Afghanistan. Det eneste, man faktisk hørte, var negative ting. Der var altid død i familien, der var ikke så meget at se frem til, der var ikke så meget positivitet. Så fodbold hjalp mig med at bygge en form for selvtillid,” siger hun.
“Min lærer i modtageklassen, som det hed, begyndte at sige til mig, at jeg var virkelig god til dansk. ‘Hvordan kan det være?’ Så fortalte jeg hende, at jeg var begyndt i den lokale fodboldklub. Det var helt fantastisk at have den følelse af, at man faktisk kunne noget, og at man blev værdsat for det arbejde, man gjorde. Og man fik ros for det.”
Det var også i den periode, at et vigtigt frø blev sået i Shabnam Mobarez. Hun oplevede for første gang, at fodbold kunne bygge en bro, der gjorde det lettere at overkomme de forskelle, der adskilte folk. Det var blandt andet derfor, hun begyndte at interessere sig for sit fødelands landshold.
EN MISSION MED LIVET
Shabnam Mobarez var i en tilstand af chok.
Efter ti år i Danmark havde hun glemt – eller måske fortrængt – hvordan det var i Afghanistan, men nu var hun tilbage. Denne gang så hun det ikke med et barns øjne, men med en næsten-voksens.
Hun så, hvor mangelfuld infrastrukturen var, hvor dårlig stand lufthavnen var i, og hvor mange børn der tiggede på gaden. Ting, hun havde lært at tage for givet i Danmark, var ingen steder at få øje på i Kabul.
Mobarez og hendes far var der, fordi hun var blevet udtaget til det afghanske landshold, og de var rejst derned i god tid inden den turnering, holdet skulle spille, så Mobarez kunne nå at træne med sine nye holdkammerater, se, hvordan tingene fungerede, og hvordan træningsforholdene var.
Udtagelsen var kommet i stand efter lidt af et tilfælde. Shabnam Mobarez havde lagt nogle videoer af sig selv, der jonglerer med en fodbold, på Instagram, og så havde en fremmed mand skrevet en direkte besked til hende. De ville gerne have, at hun kom og spillede for landsholdet, stod der.
“Jeg tænkte bare, at det måtte være en joke. Det kunne da ikke være rigtigt, at det
var sådan, man blev udtaget til det afghanske landshold,” husker hun.
Men det var det. Efter et Skype-møde med manden stod det klart, at han rent faktisk var en slags agent for det afghanske fodboldforbund, og at de gerne ville invitere hende ned for at spille på holdet. Så nu stod hun og hendes far i deres gamle hjemland og så kontrasterne til deres nye hjemland med al uønskelig tydelighed.
De to første dage brugte de på at lande og akklimatisere sig i Kabul, og på den tredje var det tid til at møde resten af landsholdet. Det møde blev skelsættende.
Mens de kørte mod træningsanlægget i en taxa, havde Shabnam Mobarez sommerfugle i maven; det var ligesom at starte i skole igen. På træningsbanen sad de andre spillere og småsnakkede, mens de tog fodboldstøvler, men da Mobarez nærmede sig, rejste de sig op.
“Jeg kunne slet ikke forstå hvorfor. Så sagde træneren, at det var, fordi de respekterede mig, fordi jeg kom fra udlandet og gerne ville repræsentere Afghanistan,” fortæller Shabnam Mobarez.
De nye holdkammerater gjorde indtryk på hende, men ikke kun på grund af den måde, de hilste hende velkommen på. I høj grad også på grund af deres oplevelser.
Mens Mobarez kunne fortælle om alt det, som fodboldsporten havde givet hende, og de gode forhold, hun var vant til i Danmark, havde holdkammeraterne i Afghanistan nogle andre historier at fortælle. Om familier, der ikke ville acceptere, at de spillede fodbold, og om fremmede mennesker, der chikanerede dem på gaden.
“De vidste, at de her piger var fodboldspillere, så de kommenterede på dem; dårlige kommentarer om, at piger ikke burde spille fodbold og den slags ting,” husker Shabnam Mobarez.
“Bare fordi man var en pige, så blev man kommenteret på. Drengene havde ikke det her problem med at komme til fodbold, og deres familier var meget stolte over, at de spillede på landsholdet.”
Mobarez var stadig teenager, men mødet med den afghanske uretfærdighed fik det frø, der var blevet sået hjemme i Brønderslev, til at spire. Her kunne hun gøre en forskel. Her kunne hun bruge fodbolden til at gøre verden til et bedste sted.
Hun var kommet til Afghanistan for at se tingene an, men det tog ikke lang tid at lægge sig fast. Efter træningen erklærede hun sin nye personlige mission for sin far.
“Jeg fortalte ham, at jeg ville lægge 100 procent i det afghanske landshold, og jeg ville bare gerne have, at der skete nogle ting, så den her uretfærdighed forsvandt, og pigerne kunne spille i fred.”
Det var Shabnam Mobarez’ mission, så hun skulle selv finde ud af, hvordan hun kunne hjælpe, sagde faderen, men han ville støtte hende.
“Det var bare der, det gik op for mig, at når jeg tog tilbage til Danmark, ville jeg virkelig sidde og planlægge, hvad jeg kunne gøre, så pigerne kunne blive inspireret til stadigvæk at fortsætte med at komme til fodbold. Og bare tænke, at ‘vi har én, der kæmper for os’,” husker hun.
ANFØRER SOM 21-ÅRIG
Under Talebans rædselsregime i 90’erne måtte de afghanske kvinder ikke ret meget, men efter den USA og co. fjernede talebanerne fra magten i begyndelsen af 00’erne, begyndte kvinder i i hvert fald dele af landet at få rettigheder, der mindede om dem, som Shabnam Mobarez havde fået i Danmark. De kunne tage en uddannelse, selv bestemme, om de ville gå med tørklæde, og de kunne dyrke sport. I hvert fald formelt set.
Som holdkammeraterne fortalte Mobarez på hendes første træningsdag, levede Talebans ideologi videre i værste velgående hos dele af befolkningen. For dem, der så tingene anderledes, var kvindelandsholdet en succeshistorie om afghanernes nyvundne frihed, og Shabnam Mobarez blev en central figur.
Hun spillede sine første kampe under de sydasiatiske mesterskaber for kvinder i 2014, hvor Afghanistan var i pulje med Indien, Bangladesh og Maldiverne og efter tre nederlag i gruppespillet røg ud. I årene, der fulgte, knoklede hun for at gøre holdet mere konkurrencedygtigt og hele setuppet omkring det mere professionelt.
2016 blev et vigtigt år. Her begyndte det afghanske fodboldforbund omsider at yde støtte til kvindelandsholdet, og Khalida Popal tiltrådte som en slags teknisk direktør. Hun var tidligere anfører på landsholdet, men havde forladt landet, fordi hun frygtede, at hendes aktivisme for kvinders rettigheder ville koste hende livet.
Efter en lang omvej endte hun i Danmark, hvor hun fik opholdstilladelse. Hun har siden 2018 arbejdet for FC Nordsjælland og Right to Dream. Men i 2016 var hun altså med til at få ansat den tidligere amerikanske topspiller Kelly Lindsey som landstræner og Haley Carter, ligeledes tidligere professionel, som assistent. De udnævnte Shabnam Mobarez til anfører. 21 år gammel.
“Det betød rigtig meget, at jeg fik anførerbindet, fordi jeg følte, at jeg var på en mission, og jeg ville fortsætte min mission og forandre ting på det afghanske landshold,” siger hun.
PRÆSIDENTENS OVERGREB
Selv om Shabnam Mobarez og det afghanske kvindelandshold var kommet langt, spillede de stadig under vilkår langt fra de