DE VIL SKABE VERDENSSTJERNER OG VINDE TITLER: BLIVER DET I FARUM?
FC København og FC Midtjylland har de største budgetter i Superligaen, men med en milliardinvestering i en ny klub i MLS og intentioner om at gå ind i engelsk fodbold viser FC Nordsjællands ejer Mansour Group, at der også er store muligheder forude for FC
Midt i en forlænget weekend med guldduel i Parken og mandagskamp i Farum gav det ikke megen genlyd i Fodbolddanmark, da FC Nordsjællands ejer Mansour Group Kristi himmelfartsdag kunne fortælle, at man købt et nyt franchise i MLS.
Det er ellers ret markant, det projekt FC Nordsjælland nu bliver en integreret del af.
Det nye hold skal spille i San Diego fra 2025, og Tom Vernons Right To Dream, der er paraplyorganisation for FC Nordsjælland, akademisatsningen i Ghana og den ny fodboldskole i Kairo i Egypten, leverer fodbold-softwaren til projektet.
Alene retten til at få klubben San Diego FC betaler Mansour Group og deres lokale samarbejdspartner, den indfødte stamme Syquan Nation, 500 millioner dollar for.
Det svarer til knap 3,5 milliarder kroner, og dertil kommer et samlet milliardbeløb for et spritnyt talentakademi og alt det, der skal til for at skabe et professionelt fodboldhold fra nul.
Det nye akademi kan meget vel også ende med at sende amerikanske spillere til FC Nordsjælland, ligesom nogle af de ghanesiske og ivorianske spillere, der i dag kommer forbi Danmark, også komme kan til USA.
Men hvad er der af muligheder og potentielle farer for FC Nordsjælland i det nye samarbejde? Det ser vi nærmere på her.
ET SLARAFFENLAND AF TALENT
For FC Nordsjælland ser et slaraffenland af store fodboldtalenter ud til at blive endnu større i de næste år.
I det nye projekt i San Diego kommer man på talentakademiet både til at optage børn, der først kan blive professionelle fodboldspillere om adskillige år, og store teenagere, hvoraf de dygtigste i teorien allerede kan begynde at snuse til førsteholdet i
San Diego i debutåret 2025 og nok især fra 2026 og 2027.
Det tager tid at etablere et stærkt ungdomsarbejde og kræver givetvis også små kursændringer undervejs i et anderledes fodboldland, end man har arbejdet med før i Afrika og Danmark.
Men det er centralt at få uddannet dygtige fodboldspillere på det nye akademi i San Diego, der fra 2030 skal kaste minimum én spiller med niveauet til Champions League-fodbold i Europa af sig.
Hvor FC Nordsjælland i dag får lovende unge spillere fra Ghana og nabolandene i Vestafrika samt fra Danmark og i enkelte tilfælde Skandinavien, kommer man altså fremover også til at få spillere fra USA og fra det nye talentakademi i Egypten, ejernes hjemland.
På kort og mellemlang sigt er de egyptiske ejeres køb af San Diego FC også et tydeligt signal om, at der ikke mangler penge til fodbold i den nye ejerstruktur, så længe de bliver brugt i tråd med Right To Dreams strategi.
Siden Mansour Group købte FC Nordsjælland i begyndelsen af 2021, har klubben købt spillere for op mod 40 millioner kroner i transfers.
Det er ikke urimeligt at forvente, at FC Nordsjælland i de kommende år kan lave køb som FC Københavns transfer af Ísak Bergmann Jóhannesson i 2021 (som FCN og FCM også var interesserede i) eller FC Midtjyllands Evander-handel tilbage i 2018, hvor FC Nordsjællands sportslige ledelse finder en ung klassespiller, man vurderer er i topklasse og kan gøre en forskel på Superliga-niveau inden for kort tid.
Endelig er det også rimeligt at forvente, at man med den ny klub i MLS bliver endnu mere attraktiv for såvel spillere som trænere. Det betyder alverden for FCN og Right To Dream (RTD) at have et kæmpenavn som Michael Essien gående i Danmark og en anden tidligere landsholdsspiller for Black Stars, Derek Boateng, som
scout for Right To Dream i Ghana. Det kræver ikke en PhD-grad i rekruttering at regne ud, at RTD med tiden også kan få tilknyttet solide amerikanske og måske også latinamerikanske fodboldnavne, da især nu hvor akademiet i San Diego også giver mulighed for at finde spillere i den mexikanske millionby Tijuana lige på den anden side af grænsen, og at den øgede eksponering ved at have anskaffet sig den syvendedyreste fodboldklub i historien kan smitte af på FCN.
STØRRE KONKURRENCE OM SPILLERE
FC Midtjylland er et godt billede på, at man som Superliga-klub ikke nødvendigvis behøver frygte et liv som rugekasse, selvom man deler ejer med en større klub.
Men tanken er naturligvis værd at tænke.
Kan San Diego FC overhale FC Nordsjælland? Næppe på kort eller mellemlang sigt.
Det er fra FC Nordsjælland, de danske, ghanesiske og ivorianske stortalenter er kommet afsted til større ligaer i Europa, og det er det eneste logiske og strategiske kloge valg at holde gang i den trafik og få de største RTD-talenter skudt så højt op i den europæiske stjernehimmel som muligt via Farum.
Hvis MLS en dag indfrir de forventninger, Mansour Group og RTD har til ligaen og til USA’s som spirende fodboldland, kan budgetter og muligheder på transfermarkedet vokse sig større end i Superligaen, men selv der er det svært at se, at man river nøglespillere ud af holdet i Superligaen for at sende dem til USA.
Den store forandring kan komme, hvis målet om at få en fodboldklub i England bliver virkelighed, og at den klub enten spiller om oprykning fra Championship eller allerede ligger i Premier League.
Det kan gå hurtigt, hvis den helt ideelle situation opstår, men mere sandsynligt er det, at der går en del år, hvis den dag overhovedet kommer, hvor Mansour Group og RTD får et hold i England.
Sker det, skulle det være mærkeligt, hvis man ikke mindst overvejer at rykke supertalenter med samme potentiale som Kamaldeen Sulemana, Mohammed Kudus og Mikkel Damsgaard til den engelske klub.
Som FC Midtjyllands eksempel viser, er det ingen selvfølge, at man som Superligaklub bliver rippet for talent, fordi ejeren har en klub i toppen af engelsk fodbold.
At Frank Onyeka blev solgt til Brentford var på det tidspunkt ikke skidt for FCM, der skulle have nigerianeren til en større liga og have penge i kassen, og ikke lige havde et andet bud på knap 75 millioner kroner liggende, efter man havde mistet DM-titlen til Brøndby i foråret 2021.
Mere presserende kan det blive at skulle dele de helt ferske talenter frisk fra akademierne i Ghana og Egypten.
Det kan også tære, hvis det i de næste måneder og par år viser sig at være en meget stor og dyr operation at gå fra ét hold (FCN) og ét akademiprojekt (Ghana) til nu at have to klubber og to akademiprojekter plus det nystartede akademi i San Diego og en storstilet flytning af en del af aktiviteterne i Danmark fra Farum til Hillerød.
FCN KAN UDFORDRE
I fortsættelse af det med at tiltrække trænere og ledere kan udvidelsen også hjælpe med at tiltrække helt store fodboldtalenter. Ligesom FC Midtjylland, der får et nyt anlæg i forlængelse af skoleprojektet Guldminen og dermed rammer, der på papiret er i topklase i Nordeuropa, kan FCN og RTD bruge det nye USA-projekt til i endnu højere grad at sælge historien om, at FCN er stedet at tage til i denne del af Europa frem for eksempelvis Østerbro eller IkastHerning, hvis man vil gå fra stortalent til fodboldstjerne.
Det tager nok nærmere tre-fem år frem for måneder, før man kan fortælle den historie og fremvise nye succeser i form af teenage-gennembrud i San Diego og endnu flere spillere fra Danmark, Vestafrika og Egypten i store ligaer i Europa.
Men lykkes det at indfri denne store strategiske ambition for RTD og FCN, hvor man bliver stedet, hvor de helt store talenter faktisk spiller og ikke ser til fra bænken eller spiller på tilfældige udlejninger i mindre klubber, kan man blive en væsentlig faktor, også i toppen af Superligaen på en anden måde, end man trods alt er nu med dette forår som det første alvorlige udfald mod guldet siden triumfen i 2012.
Her vil det også være et stort plus, hvis FCN kan begynde at spille europæiske gruppespil.
En del af den fortælling og strategiske position er også i endnu højere grad at sælge spillere til de store klubber i Europa.
Ernest Nuamah er nok næste unge mand på affyringsrampen og en spiller, der er blevet så god, at FCN med det rigtige forløb kan snuse til de cirka 130 millioner kroner, man i første omgang fik for at sælge Kamaldeen Sulemana til Rennes i 2021.
Vi må ikke undervurdere, hvor hård konkurrencen er mellem FC Nordsjælland, FC
Midtjylland og FC København om at sælge spillere dyrt til udlandet, og at man bliver ved med at have de attraktive positioner og ikke bliver presset af håbefulde klubber som Brøndby, AGF eller denne sæsons store succes Viborg FF.
Det er en undervurderet faktor, hvor hård den konkurrence er, og hvor meget FCN og de andre storsælgere i Superligaen kæmper for deres positioner. Det er kun udadtil, man fortæller historien om at være ked af at sælge de bedste spillere.
Internt laver man et benhårdt salgsarbejde rettet mod de udenlandske klubber og jubler som afsindige, hver gang man sælger en spiller dyrt til udlandet.
Også her kan den nye model potentielt befæste og videreudvikle FCN’s gode position, hvis man griber mulighederne i de kommende år.
MULTIKLUB-MODELLER ER SVÆRE
Der er mange måder, det nye samarbejde og klubben i San Diego kan give FCN fordele. Men især over tid er der også meget, der skal gå rigtigt, og som dermed også kan gå skævt for den nye, ambitiøse konstellation.
Lad os starte med noget lidt overset: Nemlig det svære i at eje to eller flere klubber, og i Mansour Group og Right To Dreams tilfælde også indtil flere fodboldakademier.
Når man spørger nogle af dem i ind- og udland, der her haft succes med at være i multiklub-modeller, fortæller de, hvor dødhamrende hårdt og svært, det er, selv når vi er oppe hos super-succeser som Red
Bulls fodboldimperium.
Prøv så at forestil jer historierne de steder, hvor det ikke fungerer. Vi skal ikke sammenligne Anton Zingarevitj og det kaos-foretagende, Fremad Amager der blev involveret i, med FCN’s situation eller andre danske tilfælde, men det er svært, også for dem med de bedste intentioner.
Bare se Southampton, der med al Rasmus Ankersens viden fra Brentford og FC Midtjylland og en mission om at få et ungt og bæredygtigt hold alligevel rykker ned med et brag i Premier League midt under den svære udvidelse af en multiklub-model.
Det er svært, og det bliver dette projekt også for alle, der er del af Right To Dream.
Der er også faktorer, man ikke kan påvirke, som love og regler i fodboldverdenen. Hvad hvis transfermarkedet faktisk ender med at blive reformeret, så spillersalg ikke længere er en god forretningsmodel at forfølge, eller bliver betydeligt sværere?
Tom Vernon købte FCN af Allan K. Pedersen netop på det tidspunkt, hvor transfermarkedet eksploderede i størrelse, og der er ingen garanti for, at det bliver ved med at vokse, eller ikke ligefrem skrumper gevaldigt af den ene eller anden årsag.
Nu er UEFA åbenbart ved at løsne båndene på multiklub-ejerskaber, så man nemmere kan få lov at mødes i Europa-turneringer. Men modellen er ikke populært blandt de fleste fans, så heller ikke her udstedes der nogen garantier.
Og så er det da dybt interessant at se, hvem ejerne til syvende og sidst satser mest på.
Måske er det muligt at prioritere alle dele af samarbejdet, som man insisterer på her i forbindelse med købet af San Diego.
Men når spillerne begynder at skrive kontrakt med San Diego FC og de første teenagere fra Ghana og folk med fortid i FCN dukker op i Californien, vil luppen uundgåeligt blive hevet frem.
Måske er det muligt at behandle alle ens børn ens, men familie-sammenholdet skal nok blive testet undervejs.
Med familien Mansour og deres enorme pengetank som garant er der rigeligt til alle, og såmænd også hvis man om tre-fem år køber en klub i Premier League eller Championship.
Der kan drømmen være, at FCN får spillere, der egentlig hører hjemme i Premier League. Hvilket jo ikke er så anderledes, end når toptalenter som Kamaldeen Sulemana, Mohammed Kudus, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard alligevel bliver solgt til udlandet, når de er 19-20 år gamle.
Det sker faktisk ude i virkeligheden: Se Tony Bloom-ejede Union SG i Bruxelles, der får ellers uopnåelige spillere i startopstillingen et år eller to fra storebror Brighton, før de så rykker fra Belgien til sydkysten i England.
Men spændingen vil være der.
Om San Diego lynhurtigt vokser sig stærkere og er prioriteten, når nu tilskuertal og transfers faktisk allerede er større, end hvor Superligaen kan følge med.
Eller hvis en ejer et sted som Queens Park Rangers eller en anden klub i London eller en af storbyerne pludselig finder ud af, at man ikke alligevel er verdensmester i talentudvikling eller bare bliver træt af at sætte flere millioner kroner til om ugen i rent underskud på driften.
Der er ingen garantier trods de gode intentioner, og det skal man lære at leve med som i så mange andre sammenhænge i livet.