NYE TIDER PÅ GAMMELDAGS MANÉR
AGF er efterhånden en mere og mere sjaelden race: en topklub i Superligaen, der de seneste år hverken er blevet opkøbt eller har ytret ønske om at blive det.
I stedet har en gruppe af lokale investorer vendt underskud og fiasko til overskud og succes på banen – og bestyrelsesformanden fastholder, at det nuvaerende ejerskab ikke er noget haemsko for at følge med resten af Superligaen.
”Vores ejerskab er ikke en begraensning for, at vi kan nå vores strategiske mål. Tvaertimod så er det en styrke,” siger Lars Fournais.
AGF har over 10.000 aktionaerer, men de 10 største ejer mellem 70 og 80 procent af aktierne. De fire eneste med over fem procent er ejendomsinvestoren Hans Vestergaard (lige under 25 %), korn- og fodermillionaeren Kim Larsen (15 %), ejendomsinvestor Henning Norup (5,5 procent) og Jens Ole Suhr, endnu en ejendomsinvestor (5 procent). Resten af de 10 største ejer mellem to og fem procent.
AGF’s ejerskab er af den type, som de fleste Superliga-klubber var for relativt få år siden, før der gik opkøbsbonanza i den: en bred ejerkreds af lokale pengemaend. Derfor har de også lagt pengene med hjertet. I hvert fald til dels. Som Kim Larsen sagde til Århus Stiftstidende for et par år siden:
”Det er noget, jeg har hjertet med i. Det handler om at bygge et sportsbrand i Danmarks naeststørste by, som århusianerne kan se sig selv i. Men det er klart, at når man investerer så mange penge, så er der også et forretningsmaessigt sigte.”
Den udlaegning gaelder ikke kun for Larsen, men for ejergruppen bredt set. AGF-aktierne er følelser og forretning.
”Jeg mener absolut, at det er en kombination. Hvis man ligesom skal vaegte det, så tror jeg efterhånden, at det bliver mere og mere forretning end følelser, mens det tidligere nok var meget følelser. Nu er man med langsigtet. Man er ikke med for at få en kortsigtet gevinst eller nogle kortsigtede fordele af at vaere aktionaer. Men man er der, fordi man kan se et langsigtet perspektiv i at vaere aktionaer i AGF,” siger bestyrelsesformand Lars Fournais.
Tidligere var det sådan i AGF – og i de fleste andre danske klubber – at man var afhaengig af, at lokale velgører ville spytte i kassen. Når klubben var i økonomiske problemer, havde den brug for at få lukket hullerne, og det klarede den blandt andet ved aktieemissioner. Sådan er det ikke laengere.
AGF har lavet fem overskud på stribe og er på vej mod et sjette og rekordstort et af slagsen takket vaere nogle store spillersalg i sommer.
NU SKAL DER SATSES – MED MÅDE
Vejen derhen begyndte i 2014. Da satte ledelsen sig for, at det skulle vaere slut med at gå rundt til husets venner med hatten i hånden og bede om almisser, når den manglede penge. Hvilket den jaevnligt gjorde.
”Det skete på baggrund af, at vi faktisk stod i en meget kritisk situation. Vi var rykket ud. Vi havde ikke nogen administrerende direktør, vi havde ikke nogen sportschef, og vi havde ikke nogen traener. Og vi havde i øvrigt en underbalance i størrelsesordenen af 50 millioner kroner. Så kassen var også tom,” husker Fournais.
”På den baggrund definerede vi i bestyrelsen en helt ny retning i AGF. Vi kunne ikke blive ved med at humpe af sted på den her måde med underskud, på underskud, på underskud og ikke ligge stabilt i Superligaen. Så derfor så definerede vi den strategi, der hed Det Ny AGF, som vi faktisk har kørt efter lige siden. Og der har vi jo opnået en kontinuitet.”
Dels har der vaeret få udskiftninger i bestyrelsen siden, og dels har administrerende direktør Jacob Nielsen og økonomidirektør Dan Jessen vaeret med naesten hele vejen. De har vaeret med til at køre en stram økonomisk kurs.
”Hovedelementerne i den strategi har vaeret, at vi skulle drive en forretning, i hvert fald i de første år, hvor der var balan
Tidligere var stort set alle klubber ejet, som AGF er i dag: Af lokale forretningsmaend, der vil byens hold det bedste. Men selv om ejerskabet ser ud som i gamle dage, har det flyttet AGF vaek fra det problem, der altid plagede klubberne tidligere. Tipsbladet saetter spot på klubejere i ny serie.
Vi kunne ikke blive ved med at humpe af sted på den her måde med underskud, på underskud, på underskud og ikke ligge stabilt i Superligaen
ce mellem indtaegter og udgifter. De indtaegter, vi kunne generere gennem driften – og det vil altså sige tv-indtaegter, kampindtaegter, sponsorater – skulle ligesom daekke udgifterne, så det kunne gå i nul, og det, der så kom derudover, hvis vi var gode til at saelge spillere eller kvalificere os til Europa, var noget ekstra.”
Andetsteds på disse sider kalder investeringsøkonom Per Hansen det for en professionalisering af ejerskabet, bestyrelsen og ledelsen. Lars Fournais opsummerer det således:
”Frem for at man investerer i sympati for AGF, så er det ikke det, vi ønsker nu. Nu skal man investere i AGF, fordi man simpelthen er betaget af den vision, vi tegner, og det perspektiv, der er i AGF.”
Det tog fem år at vende underskud til overskud, men nu er forretningen ved at vaere så stabil, vurderer Fournais og co., at de har smidt den selviførte spaendetrøje.
”Nu er vi i en situation, hvor vi hvor vi simpelthen bliver nødt til at investere kraftigt år efter år i Superliga-holdet og i talentudvikling for at følge med i dansk fodbold. Fordi hvis ikke man gør det, så sakker man simpelthen bagud,” siger bestyrelsesformanden.
”Vi skal i AGF satse efter at spille med i toppen af dansk fodbold hver eneste år. Det er den strategi, vi kører efter. Og derfor bliver der også fortsat investeret ganske kraftigt i udviklingen,” siger Lars Fournais og fremhaever udover spillertruppen og talentudviklingen investeringer i et nyt akademi og et nyt stadion.
Nøglen for AGF-ledelsen bliver at ramme den rette balance, så den ikke falder i samme faelde som tidligere, hvor klubben oversatsede og måtte hjaelpes ud af problemerne af velvillige lokale pengefolk.
For det første handler dét om at have de rette folk, siger Lars Fournais. Kvalificerede, kompetente mennesker. I toppen skal de traeffe de rigtige beslutninger, og hele vejen ned gennem organisationen skal scouts finde de rigtige spillere, og ungdomstraenerne skal udvikle talenterne.
Derudover er AGF et andet sted økonomisk. I det regnskab, der sluttede i sommer, lød egenkapitalen på 166 millioner kroner, og med et forventet rekordregnskab i denne saeson kommer den kun til at vokse.
”Så vi har jo også en polstring som virksomhed, som man kan holde til de der år, som kan vaere mindre gode,” påpeger Lars Fournais.
INGEN OPKØB FORUDE
Der findes selvfølgelig også en anden vej til
at skrue op for investeringerne i spillere, traenere og faciliteter. Men hvor en lang raekke Superliga- og divisionsklubber de seneste ti år er blevet helt eller delvist opkøbt – eller som minimum har sagt, at de gerne vil det – lyder meldingen anderledes fra Århus.
Her har ejerne ikke umiddelbart nogen planer om at saelge, selvom formanden selvfølgelig ikke kan udstikke nogen garantier for, at aktier, der er frit tilgaengelige på markedet, ikke bliver opkøbt.
”Som jeg plejer at sige, så er vi jo en børsnoteret klub. Vores aktier kan købes og saelges hver eneste dag på Fondsbørsen. Og hvis der er nogen, der ønsker at købe AGF-aktier, så kan man jo bare gå i gang,” siger han.
”Men jeg synes, at vi har så solid en ejerstruktur, at hvis vi har behov for at få tilført yderligere penge til noget, som peger fremad, og som kan øge vaerdien af AGF, så har vi jo stadigvaek mulighed for at gå til vores eksisterende aktionaerer. Så jeg ser ikke umiddelbart noget behov for et andet ejerskab, medmindre det andet ejerskab kan drive klubben bedre, end vi gør i dag.”
Men hvis ejerne har de økonomiske muskler, hvorfor poster de dem så ikke i AGF, så klubben kan øge sit budget og hamle op med FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF og FC Nordsjaelland? Fordi så havner klubben netop i den situation, at den bliver afhaengig af sine velgørere for at løbe rundt.
”Jeg synes, at det er en usund ting, hvis man puster en økonomi op, fordi man låner nogle penge af sine ejere, eller ejere skyder penge ind. Jeg mener, at vores økonomi skal udvikle sig ved, at vi tjener pengene selv. Det er sund virksomhedsdrift. Og det kan vi i AGF. Vi kan raekke ud efter meget større indtaegter end det, vi får i dag, og dermed kan vi også stille og roligt laegge på hvert eneste år på vores spillerbudgetter. Og det er det, vi gør,” siger formand Fournais.
Men selv om fremmede penge ikke er noget tema for AGF’s ejere, er det ikke, fordi der ikke er nogen interesse. Den er bare aldrig nået laengere end de indledende manøvrer.
”Hvis der lige pludselig er nogle udefra, der kontakter mig og siger: ”Kan vi købe AGF? Vi vil tilbyde sådan og sådan”, så er det jo min opgave som bestyrelsesformand at spørge vores aktionaerer, om de synes, det er attraktivt, og så skal de tage stilling til det. Men indtil nu har der ikke vaeret noget som helst konkret i den retning,” siger han.