Pensionsmodne

bredt tendens til, at lanceringen af et album efterhånden er vigtigere end selve albummet. Sådan virker det i hvert fald, når man lytter til dem.

Jay Z, Beyoncé og David Bowie har de senere år udgivet værker, hvis utraditionelle udgivelsesmodel overdøvede det knap så kreative indhold.

Mistet kraften

U2 forfalder til samme overfladiske strategi på ’ Songs of Innocence’, der foræres væk

U2 lyder som en stivbenet gigant med støvlerne i cement

i samarbejde med Apple, hvilket vel egentlig er knap så epokegørende, for stort set al musik kan jo streames gratis.

I forlængelse af gruppens tre kedelige forgængere understreger irernes 13. studiealbum indtrykket af et orkester, som simpelt hen har mistet inspirationen, kraften og formatet til at skrive medrivende sange.

Danger Mouse er et spændende valg af producer, men kapacitetens fingeraftryk er alt for ubetydelige, og U2 lyder som en stivbenet gigant med støvlerne i cement.

Næsten godt

De karakteristisk storladne slagsange er uden gennemslagskraft, og middelmådighed følger middelmådighed, indtil der endelig sker lidt på pladens sidste halvdel.

’ Cedarwood Road’ indeholder minsandten både dynamik og en melodi, og skæringen er det nærmeste, U2 kommer fænomenet ’ et godt nummer’, men ellers er der intet, man kan glæde sig til at høre på næste stadionturné – billetterne bliver næppe gratis.

Helt befriende

Bandets rødder i post- punk stritter frem i ’ Volcano’, som dog aldrig forløses endeligt, og små eksperimenter med disco på ’ This Is Where You Can Reach Me Now’ og kraut- rock på ’ Sleep Like a Baby Tonight’ fremstår halvhjertede.

Bono har stadig ikke fået stemmen tilbage, og symptomatisk for det sløje kvalitetsniveau, så er det helt befriende, når den ellers ikke just sindsoprivende svensker Lykke Li nynner med på afsluttende ’ The Troubles’.

Problemer er lige, hvad U2 har, og selv om ’ Songs of Innocence’ er gratis, så efterlader den en følelse af, at man er blevet snydt.

tom@ eb.dk