Gryntende og genial
Veteranen Mike Leigh har lavet et fremragende portræt af den banebrydende maler J. M.W. Turner
Mr. Turner Instr.: Mike Leigh Medv.: Timothy Spall, Dorothy Atkinson, Marion Bailey, Paul Jesson m.fl. 149 min. Premiere i ni biografer Den engelske kunstner Joseph Mallord William Turner ( 1775 – 1851) bliver ofte betegnet som ’ lysets maler’, og veteranen Mike Leigh lader ham da også udsige replikken ’ Solen er gud!’ på sit dødsleje, i den fremragende og bestemt ikke synderligt smigrende portrætfilm om manden, hvis kunstneriske geni var nogenlunde omvendt proportionalt med hans sociale færdigheder.
Turner kom fra relativt beskedne kår ( faren var barber og parykmager) og opvoksede hos en onkels familie efter lillesøsterens død og moderens efterfølgende indlæggelse grundet sindslidelse.
Knarvorn
Turner var autodidakt og begyndte at udstille ( og sælge) sine kultegninger som 13- årig, og allerede som 14årig blev han optaget på det fornemme Royal Academy of Arts. Modsat mange andre opnåede han både berømmelse og rigdom i sin samtid, selv om han egentlig ikke var meget for at sælge sine billeder.
Den historie foldes dog kun meget sporadisk ud i Leighs portræt, der i stedet koncentrerer sig om de sidste 25 år af Turners liv, hvor den excentriske kunstner bliver endnu mere knarvorn og kantet i kølvandet på farens død og helst kommunikerer med omverdenen via gryntelyde i det omfang, det nu er nødvendigt. Og ivrigt med sine stedse mere frie penselstrøg foregriber både impressionismen og ekspressionismen.
Han synes at trives bedst, når han strejfer alene om i landskaberne på jagt efter lyset ( på et tidspunkt lader han sig surre fast til en skibsmast under en snestorm, for bedre at kunne overvære det spektakulære skue), og de kvindelige bekendtskaber efterlades som stive pensler efter endt brug.
Givende forhold
Det gælder ikke mindst elskerinden Sarah Danby ( Ruth Sheen), med hvem han får to døtre, som han dog aldrig vedkender sig hverken følelsesmæssigt eller offentligt, samt husbestyrerinden Hannah ( Dorothy Atkinson), hvis underdanighed udnyttes på det groveste.
Mod slutningen af sit liv får han dog noget, der minder om et gensidigt givende forhold til elskerinden Sophia Boot ( Marion Bailey), som også er sammen med ham, da han dør.
’ Mr. Turner’ er med andre ord endnu en variant af fortællingen om den geniale kunstner, der var amatør som menneske, men absolut
af den mere sobre slags – hvilket her skal fortås som en ros.
Fuldt fortjent
Leigh hverken udleverer eller forvarer Turner entydigt, men lader konklusionerne være op til beskueren selv. Og den evige birolleskuespiller Timothy Spall er intet mindre end fænomenal som Turner, hvilket da også fuldt fortjent indbragte ham en pris som ’ bedste mandlige skuespiller’ i Cannes. Og lur mig, om den ikke snart bliver fulgt af en Oscar- nominering i samme kategori.
En anden hovedattraktion er fotografen Dick Popes billeder, der, uden at det bliver kitschet, på fornem vis lader sig inspirere at Turners lærreder, samt de præcise og meget naturalistiske miljøbeskrivelser, der vitterligt føles som at være der selv.
Der er med andre ord ikke en eneste falsk tone undervejs i de 149 minutter, hvis adstadige tempo blot er endnu en del af attraktionen.
hq