BADEHOTELLET ER IKKE NY MORTEN KORCH
I
ke specielt velbeskrevet i Danmark, og for mig – og forhåbentlig andre – bliver det da sjovt at se, hvordan ikke mindst gullaschbaronerne klarer sig efter krakket, og hvordan den forsvundne iværksætter- rigdom smitter af på resten af samfundet.
– Det er jo ikke sikkert, at grosserer Madsen i Lars Ranthes skikkelse fremover har råd til et værelse med havudsigt på badehotellet.
Historien er vigtig. Og kunsten er en god formidler af historien – både på teater, film og tv.
Rollen i ’ Badehotellet’ er den tredje i træk, hvor Cecilie Stenspil beskæftiger sig professionelt med mellemkrigstiden. Hun har næsten lige spillet ’ Mefisto’, som handler om det vaklende Europa, lige før nazisterne for alvor kom til magten. Og hun er netop færdig med ’ Cabaret’, hvor hovedrollen Sally Bowles om nogen kunne se den politiske verden eksplodere omkring sig, hvis hun ellers ville åbne øjnene.
For Stenspil er det vigtigt, at folk vækkes, og ikke som Sally tror, at virkelighed og samfund er noget, de andre tager sig af.
– Vi kender alle det med at lukke helt ned og tage skyklapper på, hvis vi har me- get travlt, men heldigvis har jeg flere i min nærhed, som sørger for, at jeg kommer op til overfladen igen – ikke mindst min kæreste, som jeg også kan have gode politiske diskussioner med, griner hun.
Ganske vist vil hun ikke ud med, hvem hun stemmer på, men hun er klar i mælet:
– Det er vigtigt at stemme, og det er vigtigt at holde sig orienteret. I min optik skal man både lytte og ytre sig, og der er så nogle, som er bedre til at ytre sig. Når man har gang i mellemkrigstids- job, forstår man betydningen af at placere sig selv i samfundssammenhængen og ikke gå bevidstløst igennem virkeligheden.
– Derfor vil jeg altid insistere på selv at være med til at sætte mit præg på hverdagen ved at slå et kryds på valgdagen. Og selv om politikerne ikke altid holder, hvad de lover, så tror jeg på de gode intentioner.
Cecilie Stenspil elsker sin rolle som Helene Aurland i ’ Badehotellet’.
– Det eneste, vi ved om fru Aurland her inden tredje sæson, er, at hun er gravid. Men vi mangler jo at få klarhed over, hvem der er faderen. Er det kongelig skuespiller Weyse, eller er det kontorchef Aurland? Og vil hr. og fru Aurlands senge vedblive at være skubbet sammen, eller bliver der luft imellem sengene igen?
Mange væsentlige spørgsmål trænger sig på for det trofaste ’ Badehotel’- publikum, og det samme er tilfældet uden for fiktionens verden.
– Jeg er blevet 35 år, men det er altså privat, om jeg selv skal til at have børn. Børn kommer, når de kommer. Så enkelt er det. Og foreløbig kan jeg jo være papmor for Troels’ skønne børn. Skulle jeg komme til at savne et spædbarn, må jeg låne lidt hos fru Aurland, for vi skal optage hele sommeren – frem til oktober, smiler hun.
På samme måde skraldgriner hun bare, da talen falder på det betimelige i at blive gift.
– Det er også en privat sag. Men jeg skal da nok sige til, når tiden kommer, erklærer hun.
Det skal man nu nok ikke lægge så meget i, for Cecilie Stenspil og 47- årige Troels Lyby er typer, der gifter sig langt væk fra offentligheden.
Det er vigtigt at stemme, og det er vigtigt at holde sig orienteret Jeg er blevet 35 år, men det er altså privat, om jeg selv skal til at have børn
– For mig er det sindssygt vigtigt, at der er noget i mit liv, der er mit eget. Det er afgørende, at jeg har noget helt privat at gå hjem til. Og rent professionelt er det bedre for mig, at publikum ved så lidt så muligt om mit privatliv. Det handler i al sin enkelthed om afkodning, siger Cecilie Stenspil, som hele Danmark kom til at elske, da hun var Jasmina i tv- serien ’ Livvagterne’.
– Da folk kendte mig som Jasmina og siden så mig på scenen som Bess, der i ’ Breaking the Waves’ var villig til at ofre livet for sin kærlighed, skulle publikum lige have udvisket Jasmina- figuren for at give plads til Bess. Hvis folk så oveni også ved en hel masse privat om mig, skal det også afkodes, før de kan nyde det teaterstykke, de er gået ind til, og det kan være svært.
hka@ eb.dk