Maskinproblem

Tomgangspræget album fra Florence and the Machine

Florence and the Machine How Big, How Blue, How Beautiful ( Island/ Universal) Florence and the Machine står blandt de øverste på Roskildes plakat som hovednavn, men det siger betyde- lig mere om festivalens program, end det siger om det engelske popbands kvaliteter. De er nemlig til at overse. Orkesterets tredje album, ’ How Big, How Blue, How Beautiful’, der ikke er nogen af delene, åbner ellers på ret så forrygende vis med den medrivende ørehænger ’ Ship to Wreck’.

Savner hooks

Nummeret er dog ene om få Florence Welchs selviscenesættelse som mystisk dragende diva til at fremstå overbevisende, og det hele minder egentlig snarere om en Harry Potter- lignende udgave af den radiopop, Taylor Swift laver mere fortryllende.

Det er ellers klædeligt, at Florence and the Machine har ladet sin før så britiske sound blive amerikaniseret, men inspirationen fra Motown og især Fleetwood Mac forløses for sjældent i middelmådige skæringer, der savner de fornødne hooks og melodier.

Anstrengende

Sangmæssigt mangler Welch også format, og hun er decideret anstrengende på ’ Queen of Peace’ og ’ Third Eye’, hvor stemmeføringen presses unødigt og kammer over i et utiltalende leje.

Nedtonede ’ Long & Lost’ fungerer undtagelsesvis behændigt midt på pladen, som imidlertid generelt snurrer ubemærket i et for perifert ingenmandsland mellem pop og kunst.

’ How Big, How Blue, How Beautiful’ virker for uspændende til at appellere til hipsters, og albummet er samtidig uden den gennemslagskraft, som både masserne og Orange Scene kræver.

Hvor banalt, hvor bagatelagtigt, hvor betydningsløst.

tom@ eb.dk