MÅTTE SELV INSIST
Overlægens argumentation og gentagelse af ordet ’ kræftfri’ får Maria Glarman til at tvivle på sin viden om, hvilken behandling der kan redde hendes liv. En behandling, hun ved, hun har ret til – og som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Men hun står fast. Insisterer på, at kemoterapi og stråling er en del af ’standardpakken’, når man har livmoderhalskræft og – som Maria – har fået fjernet stort set hele underlivet.
– Lægen blev ved med at sige, at de havde fået det hele med. Mine lymfer var kræftfri, al synlig cancer var væk. Så han synes egentlig bare, at jeg skulle gå hjem og nyde sommeren, fortæller Maria Glarman, der 15. juni i år gennemgik sin anden og seneste operation for den frygtede kræftsygdom.
– Jeg stillede selvfølgelig spørgsmålstegn ved lægens skråsikkerhed, når han sagde, jeg var færdigbehandlet. Alt, hvad jeg har læst – og det er meget – om sygdommen, behandling og overlevelse fortalte, at der var efterbehandling, siger hun på vej til sin første strålebehandling på Aalborg Universitetshospital mandag 13. juli.
Arrogant og ligeglad
Når en kvinde får livmoderhalskræft og får fjernet en del eller hele underlivet, skal hun efterbehandles, hvis hun opfylder et af to kriterier: Tumoren i livmoderen skal være minimum tre centimeter i diameter, eller den skal være to centimeter i diameter med vaskulær invasion ( den har forbindelse til kar- systemet, red.). Begge kriterier opfylder Maria Glarman.
– Vi diskuterer frem og tilbage, og jeg må hæve stemmen på et tidspunkt, fordi jeg ved, jeg har ret. Allerede tidligt i mit sygdomsforløb, der strækker sig tilbage til 2010, har jeg oplevet fejl, så jeg har med tiden virkelig sat mig ind i sagerne, kender min journal fra start til slut og kan Sundhedsstyrelsens retningslinjer til punkt og prikke, forklarer den 38årige kvinde, som er uddannet pædagog, fra Hobro og enlig mor til en lille dreng på et år.
– Det ender med, at lægen i protest rejser sig op og siger: – Jeg har følt, at jeg skulle sætte mig ind i alt – lige fra, hvad patologerne sagde, til de latinske begrebet i min journal og googlen af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, siger 38- årige Maria Glarman, der – fordi hun stod fast på, hvad hun vidste var sandt – skal tilbringe de næste fem uger med daglige stråling- og kemobehandlinger.
Han sagde det på en måde, hvor han lige så godt kunne have bedt mig om at gå ned og købe to liter mælk
’ Jamen, så kan jeg godt tjekke det for dig’, og går ud ad døren for at spørge en kollega. Han kommer tilbage, sætter sig og siger helt koldt: ’ Nå, det var godt, du var vågen. For du skal da godt nok lige have kemo- og strålebehandling’.
– Han sagde det på en måde, hvor han lige så godt kunne have bedt mig om at gå ned og købe to liter mælk, som han havde glemt. Det var en meget ligeglad og arrogant attitude, synes jeg.
Andre havde ikke råbt op
Det skræmmer mig at tænke på, hvor mange der går rundt ude på gaden og mangler den behandling, de har krav på
Lægen skynder sig, ifølge Maria, at sige, at de selvfølgelig havde opdaget fejlen, hvis hun ikke havde påpeget den.
– Gu’ havde de da ej. For hvis jeg havde været lige som 98 procent af befolkningen, havde jeg bare siddet og klappet i mine små hænder og været lykkelig for, at jeg nu var rask. Og så havde lægen og afdelingen kunnet sætte flueben ud for mit navn, og så var jeg ude af deres system.
– Men tænk, at man skal sidde og være så vedholdende over for en overlæge, der har dette som sit speciale og ikke beskæftiger sig med andet. Det kræver altså noget. Og jeg har mødt mange i venteværelser i løbet af min sygdom, som jeg tænker om, at de fandeme ikke ville have råbt op, som jeg har gjort.
Det skræmmer mig
Og netop derfor er Maria Glarmans historie vigtig at få fortalt, mener hun.
– Og så skræmmer det mig at tænke på, hvor mange der går rundt ude på gaden og mangler den behandling, de har krav på, siger Maria, der nu skal tilbringe de næste fem uger med stråle- og ke- moterapi på Aalborg Universitetshospital.
– Det er vigtigt for mig at sige, at det sgu da ikke er, fordi jeg gerne vil have kemo og stråling. Men jeg holdt fast, fordi der må være en årsag til, at Sundhedsstyrelsen udstikker det som retningslinje. Det må være, fordi det er det, der kan gøre mig helt rask. Maria Glarman har klaget over sit behandlingsforløb Patientombudet. Klagen omhandler behandling tilbage fra 2010 frem til foråret 2015 og indeholder altså ikke den seneste operation 15. juni 2015 eller beskrevne samtale med overlægen på Aalborg Sygehus.