Kræftens Bekæmpelse: Det må ikke ske
Det er størrelsen på tumoren, der afgør, om en patient med livmoderhalskræft skal have efterbehandling med kemo- og strålebehandling, slår overlæge fra Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten, fast.
– Men der er ingen tvivl om, at den størrelse som hun ( Maria Glarman, red.) har haft, kræver det, understreger hun.
– Lige så snart en tumor i livmoderen er større end nogle millimeter, skal der gives stråling og kemo. Og det endda en ret voldsom type, så man er sikker på, at det hele bliver fjernet.
– Hvad tænker du om, at Maria selv var nødt til at insistere på behandlingen? – Det må ikke ske. – Hvad kunne der være sket, hvis ikke hun havde insisteret på efterbehandling?
– Det er klart, at worst case er, at sygdommen ikke var helt væk, og at den derfor ville sprede sig. Og det kan man jo gå hen og dø af, lyder det fra Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse. På Aalborg Universitetshospital er man lydhør over for Maria Glarmans kritik, og selv om man ikke kommenterer på konkrete sager, insisterer Thomas Larsen, ledende overlæge på gynækologisk- obstetrisk afdeling, på, at man generelt set aldrig udskriver kræftpatienter uden opfølgning.
– Generelt kan vi simpelt hen ikke tage en beslutning om permanent udskrivelse, før vi har fået svar på alle de prøver, der er taget i forbindelse med en sådan operation. Når det drejer sig om livmoderhalskræft, fjerner man jo en masse ting. Og der går noget tid med at undersøge de her ting, og det er den undersøgelse, som afgør, om man skal i efterbehandling. Så vi har umuligt kunnet udtale os om noget permanent, inden patienten blev udskrevet, fortæller Thomas Larsen.
Han kan dog godt forstå, at man som patient godt kan blive usikker på sit videre forløb, hvis kommunikationen fra det lægefaglige personales side ikke er klokkeklar.
– I virkeligheden handler det her om, at vi skal sikre os, at patienterne har forstået, hvordan vi tænker, og hvad planen er. I det her tilfælde har patienten en helt klar fornemmelse af, at der manglede noget for hende, og at vi ikke har fortalt hende hvordan og hvorledes. Det er jeg nu sikker på, vi har, uden at jeg kender hende eller sagen. Men uanset om vi har lavet en fejl eller ej, så er der noget i kommunikationen, som vi skal have fokus på. Som læger må vi gribe i egen barm og altid sørge for, at patienterne har forstået budskabet, og det viser sådan en sag med al tydelighed.
– Men uanset om man skulle få en mundtlig fejlbesked, så slipper vi ikke patienterne med det. Vi følger op på skrift og har en telefonhotline åben for patienterne. Og vi følger dem til dørs, lige til de overgår til onkologisk afdeling. Vi afslutter ikke et forløb, før vi er helt sikre på, at stafetten er givet videre. Så havde hun ikke selv konstateret behovet for efterbehandling, så havde vi selv. Det er jeg overbevist om, slutter Thomas Larsen.