R R Ø Ø F F T T E E T T T T U U L L S S T T R R O O K K

Brian Johnson og Angus Young gav den en på kasketterne i Gelsenkirchen, hvor man ikke kunne se, de er 127 år tilsammen.

ARKIVFOTO: POLFOTO

Samme elementære problem har de på Veltins- Arena i Gelsenkirchen, hvor AC/ DC fik ødelagt deres sidste koncert før danmarksbesøget af uanstændig akustik.

Heldigvis ligeglade

Stadionet er hjemmebanen for FC Schalke 04, og til det formål fungerer byggeriet sikkert fremragende, men da et af klodens mest elskede rockbands kom forbi, gav rammerne mening som at afvikle en Champions Leaguekamp mod FC Barcelona i en juletræsplantage.

AC/ DC var heldigvis ligeglade. Sådan virkede det i hvert fald.

De gamle drengerøve gav den en på kasketterne, så man ikke kunne se, at leadguitarist Angus Young er blevet 60, og sanger Brian Johnson er fyldt 67.

Gennem nøjagtig to timer var der så meget nerve, vilje og energi i rabalderet, at man var ved at bide i sit plastiksæde af bar befippelse over spektaklets uhyrlige uklarhed.

I den udsolgte idrætspark havde man tilmed forværret lyden ved at rulle tag på, og det var umuligt at høre, om frontmanden tilbød alle en pilsner eller råbte om hjælp.

Et par gange brølede mange af de 55.000 publikummer vist ’ Malcolm! Malcolm! Malcolm!’ som en cadeau til gruppens demensramte leder og rytmeguitarist, men måske skreg de i virkeligheden ’ Ebbe Sand! Ebbe Sand! Ebbe Sand!’.

Malcolm Young og rytme-

Det var umuligt at høre, om frontmanden tilbød alle en pilsner eller råbte om hjælp

holder Phil Rudd, der er idømt husarrest for mordtrusler, mangler i veteranernes fænomenale maskinrum, hvor de to tidligere håndlangere Stevie Young og Chris Slade nu hjælper til igen.

Duoen leverede tilsyneladende et godkendt stykke arbejde, men spillede d’herrer forkert 72 gange, var der ingen, der havde opdaget det.

Utrolige Angus

Mens det bestemt ikke lød som en god AC/ DC- koncert, så lignede det en, og man kan simpelt hen kun smile ved synet af Angus’ blege stænger, der stikker ud af skoleuniformen og spjætter utrætteligt hen over scenen.

Med åben mund og målbevidst blik var han atter orkesterets magnetiske midtpunkt. Da galningen trak sit slips hen over strengene i ’ Sin City’, var det ikke uden et diabolsk smil. Den lille mand mener det stadig.

Angus’ olympiske solopræstation i 18 minutter lange ’ Let There Be Rock’ er en af mange traditioner i AC/ DC’s shows, der for længst er blevet ritualer, men denne gang justerer de faktisk lidt på konceptet.

Dog kun lidt for sexduk- ken pustes op igen under ‘ Whole Lotta Rosie’, klokken dingler atter til ‘ Hells Bells’, og der sluttes selvfølgelig af med kanonade under ’ For Those About to Rock ( We Salute You)’.

Slibrige ’ The Jack’ er imidlertid droppet fra sætlisten, hvilket egentlig er forfriskende, og det er også en fordel, at de kun spiller tre numre fra aktuelle ’ Rock or Bust’. AC/ DC spillede fem fra forgængeren ’ Black Ice’, da de turnerede med den karriereforlænger, og det var for mange.

Uundgåeligt er det de uopslidelige sange fra storhedstiden mellem 1975 og 1980, der får elektriciteten til at sitre, og ’Shoot to Thrill’, ’Dirty Deeds Done Dirt Cheap’ og ’ Shot Down in Flames’ er