BARE GIV DEN GAS
Michael Rasmussen finder det helt i orden, at Nibali angreb Froome, da Sky- rytteren havde defekt. Vinderinstinkt er nu engang drivkraften i al sport.
det, da VincenSTOR OPSTANDELSE VAKTE zo Nibali forleden angreb netop i det øjeblik, da Chris Froome i den gule trøje fik defekt. Det må man ikke, siger en uskreven regel. Fairplay og god sportsånd byder, at man ikke udnytter den førende rytters uheld til egen fordel.
Men selvfølgelig angreb Nibali, for det er selve sportens væsen at slå til, når chancen byder sig. Nibali øjnede en chance, og han greb den, og det er der ikke noget at sige til – ud over, at han skulle indrømme det bagefter i stedet for at begynde at finde på dumme undskyldninger.
God sportsånd er et glimrende fænomen. Når den gule trøje stopper for at tisse, når der er kørt 50 kilometer af en etape, så stopper alle for at tisse. Der er ingen, der angriber, mens det står på. Og hvis der er et styrt blandt favoritterne, venter man og får alle med.
MEN DET SKER kun, fordi det sportsligt ingen betydning har. Når den sportslige gevinst er for stor, er der ingen, der agerer som gentlemen. Derfor angreb Nibali, da Froome havde defekt. Lige præcis på det tidspunkt var det ikke tiden at spille ’ Mr. Nice Guy’, for den mulige gevinst var for stor. Det var simpelt hen for fristende. Nibali lod sig styre af sin vilje til sejr. Det er selve drivkraften i sport. Det er sportens væsen.
De uskrevne regler sætter atleterne på prøve, fordi de havner i et krydsfelt mellem den gode sportsånd og viljen til sejr. Oftest vinder viljen til sejr, men lige præcis, når det gælder den gule trøje, forventes det, at sportsånden kommer først.
Der var intet stort postyr, da Romain Bardet forleden trådte til i sekunderne efter, at Jakob Fuglsang var kørt ned af en motorcykel på Col du Glandon. Bardet kørte lige bag Fuglsang og undveg ham i sidste øjeblik. Han så, hvad der skete. Han vidste, at Fuglsang var fældet af noget udefrakommende. Og han
Når den sportslige gevinst er for stor, er der ingen, der agerer som gentlemen. Derfor angreb Nibali, da Froome havde defekt. Lige præcis på det tidspunkt var det ikke tiden at spille Mr. Nice Guy
trådte til, vandt bjergspurten og etapen.
Der var ingen, der forventede af ham, at han skulle have ventet på Fuglsang, og det var der ikke, fordi det var indlysende, at det sportsligt ville være galimatias at opgive den gyldne chance, han havde fået.
situation kunne man vel lige så MEN I DEN godt have forventet, at Bardet viste sig som en gentleman og lod Fuglsang komme tilbage i kampen, så etapesejren kunne afgøres i ædel kappestrid? Det var der ingen, der gjorde. En journalist stillede på det efterfølgende pressemøde ét spørgsmål, der relaterede sig til styrtet, og Bar- dets eneste kommentar var, at ’det var synd for Fuglsang’. Ingen tale om fairplay og uskrevne regler i den situation.
De to episoder viser bare, hvor svært det er at navigere i det minefelt, der opstår, når moral begynder at spille ind i sporten. Uskrevne regler er nu engang svære at følge, for de ændrer sig hele tiden.
I gruppettoen på bjergetaperne er det helt almindeligt og fuldt accepteret, at rytterne får en ’sticky bottle’ – altså en flaske fra servicevognen, som rytteren har svært ved at slippe. På den måde får de et lift på 20- 30 meter og et pusterum, som betyder ikke så lidt.
bliver trukket MEN HVIS TOPSPRINTEREN hele vejen op ad et bjerg for så næste dag i spurten at smadre alle konkurrenterne, som har ømme ben efter bjergetapen, så bliver han ikke populær.
Rytterne har kun et øjeblik at beslutte sig i. Skal de det ene eller det andet? Følger de deres vinderinstinkt, kommer de tit i karambolage med offentlighedens forestilling om fairplay og sportsmanship, men det er nu engang vinderinstinktet, som er drivkraften i al sport.