Og selv om de ikke gjorde andet end at hoppe lidt rundt i månestøvet og grave et par sten op, så ejede de verden den sommer

Verden er et farligt sted! Men Anders siger, det nok skal gå. Hver uge indfanger han det værste af de mange uhyrer, som truer os lige nu.

SÅ GIK TIDEN, og månelandingerne begyndte at flyde lidt ud i hinanden, og så hittede de på månebilen og Apollo 13 og rumfærgerne og Den Internationale Rumstation for ligesom at ’spice’ rumoplevelsen op. Men mennesket er et rastløst dyr, og der var så mange andre spændende stjerner at se op til: Popstjerner og filmstjerner og fodboldstjerner med kometkarrierer, og det er efterhånden længe siden, at nogen seriøst har følt et sug i maven ved at se op mod de rigtige stjerner. For de er så langt væk, og tænk nu, hvis der slet ikke var noget bedre derude?

Det blev så sølle, at da Danmark endelig fik

ALLE UNDTAGEN DEN udvalgte: Andreas Mogensen fra København. 38 år, ingeniør, far – og astronaut.

Han har øvet sig færdig, og nu er han klar, og om 37 dage – 1. september – bliver han Danmarks første menneske i rummet. Han skal flyve ud i et splinternyt Soyuz- rumfartøj og parkere det på rumstationen og så hente det gamle Soyuzrumfartøj, der holder derude med flade varmepumper og flyve det hjem til Jorden igen, så superastronauterne Scott Kelly og Mikhail Kornienko kan blive ude i rummet i et helt år indtil næste sommer.

Og ja, ti dage som overkvalificeret rum- Falckmand lyder måske ikke som den mest ophidsende rummission i verdenshistorien.

Og mange husker misundeligt, hvorledes den svenske astronaut, Christer Fuglesang, for ni år siden testede Arlas nye rumyoghurt med hindbærsmag, da han var derude. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og vi bør være taknemmelige for det, vi får: Vi får en stjerne blandt stjerner.

For første gang nogen sinde vil en dansker rive sig fri fra atmosfæren og få mulighed for at se ned på os oppefra med danske øjne og dansk bevidsthed – og ingen i dette land burde være i DERFOR SKREV JEG også til Andreas i denne uge og bad ham i himlens navn huske at skrive et digt, når han nu hænger derude, hvortil Andreas straks svarede tilbage med følgende episke spørgsmål:

’ Må det handle om at skulle holde sig, mens man sidder i sin rumdragt?’

Og ja, Andreas. Det må det. Jeg ville blive skuffet, hvis det ikke gjorde, for er det ikke netop det, der gør os danske danske? Talløse tænkere har set det uendeligt store i det uendeligt små, og det kan ind imellem godt blive en smule udmattende med alle disse enorme visioner. Men hvem andre end et land, der engang var enormt og nu er bitte, kan magte at se det uendeligt små i det uendeligt store?

Vi kan. Og hvis vor nations bidrag til den store fortælling om menneskets tid her på Jorden bliver historien om, at man er nødt til at holde sig, når man sidder i sin rumdragt tusinder af kilometer fra nærmeste toilet, så har vi ej levet forgæves.

Hvem andre end et land, der engang var enormt og nu er bitte, kan magte at se det uendeligt små i det uendeligt store

SÅ FLYV FORSIGTIGT, Andreas. Pas på de sorte huller. Og gør os stolte af ikke at være det.