Det er som en brusetablet efter en tung middag, når jeg henter vågne kunder så tidligt om morgenen

DET ER EN TIDLIG

morgen på et af hovedstadsregionens største sygehuse.

Det er som en brusetablet efter en tung middag, når jeg henter vågne kunder så tidligt om morgenen. De ny-vågne er kedelige og gider ikke snakke. De overtrætte vrøvler eller udbryder bare et ’go’ nat’, når normalt arbejdende – for helvede – ved, at det er Sprut- bedøvede amatør! Han taler folkets sprog og ikke den lidt – undskyld mig fordomme – lidt tvekønnede sprogtone og udtale, som kendetegner de højere magter i sundhedshierarkiet. Hvor er det dog sjældent, at en læges mund udtaler ordene ’ pisse træt’ eller ’ rend mig i røven’! Min kunde er ikke læge. Jeg henter ham ved hovedindgangen, og patient er han heller ikke. En sådan vil sædvanligvis bære på en aura af træthed, af smerte – oftest af smerte – der lige er overstået. Godt hjulpet af mine fordomme er jeg ved at gøre ham til portør eller en sent arbejde håndværker. Der er klart noget arbejder over manden. Hans tøj er almen- danskerens: T- shirt, sneakers – og jeans med hængerøv. Han er givetvis sidst i 30’erne. Vigende hårgrænse – og ja, jeg ser ham ligge og rode med nogle ledninger i en scanner.

Men så er der lige hænderne, som er sirligt velplejede. Neglene er klippede, og der ikke antydningen af en grå skygge mellem fingerspids og neglekant. Selv en administrerende direktør kan opnå det efter en weekends hårdt slid med båden på Rungsted Havn. Ingen luksus- skipper her. En hårdtarbejdende mand med klinisk rene, meget bløde hænder. Jeg må give op. Jeg har mistet færten!

MIN KUNDE ER