Krigeren vaskede krudtslammet af fingrene, tog nogle fag på HF

sygeplejerske i den hårde ende af hospitalets psykiatriske afdeling. Udover at han tilhører den minoritet på fem procent mænd i sygepleje- erhvervet, er hans vej til jobbet temmelig usædvanlig. Han startede i den anden ende af jobskalaen. Uden nogen egentlig refleksion blev han uddannet VVS- mand. Så skiftede han til et noget hårdere job – der hvor det i sidste ende ikke handler om pleje, men om at tage et andets menneskes liv. Han er udsendt en gang til Balkan og to gange til Irak.

Vi taler om krigens belastning, der hvor det går hårdt for sig.

– Jo, det er sgu hårdt at være soldat og måske skulle slå ihjel. Og jeg har da også måttet runde psykologen efter mine oplevelser dernede. Men selv er jeg først og fremmest et netværksmenneske, så det er mine soldaterkammerater, som har båret mig igennem. Vi kendte jo vilkårene bedre end andre. Vi var der jo altid, når der var brug for det.

En dag stoppede krigeren, men han kom aldrig tilbage til blikkenslageriet. Han vidste intuitivt, at det ville han ikke igen.

Så blev han vagtmand på det store hospital og voksede meget hurtigt sammen med det nye miljø. Han fik sågar den gode mavefornemmelse af at føle sig hjemmevant, når han af og til gik til hånde for en sygeplejerske. Eller når der blev tid til en snak om livet og arbejdet over en kop kaffe en af de lange nætter på det store hospital.

Han skulle være sygeplejerske, det var det, han skulle. Ikke bare en sværmerisk drøm, som når onkel Danny drømte om at blive taxichauffør eller Taxamanden, der ville være digter.

Krigeren vaskede krudtslammet af fingrene, tog nogle fag på HF og endte som psykiatrisk sygeplejerske på det hospital, hvor han i årevis havde sin gang som vagtmand.

– Det er fantastisk. Det burde jeg have gjort noget før. Men jeg vælger at se det som en nødvendig omvej.

Jeg ’stikker på næven’, da vi siger farvel. Men næven er en hånd.

En meget blød hånd. God dag, Danmark Tør du gi’ slip?