VIL HAVE FLERE BØRN Silas Holst: Parterapi gjorde mig voksen
– Oprindelig syntes jeg, at vores ægteskab ville være så meget nemmere, hvis Johannes bare gav mig ret, forklarer danskernes dansedarling
Som alle andre par måtte Silas Holst og Johannes Nymark have filet nogle kanter, før deres forhold fandt sin gænge – og det var ikke så ligetil, fortæller Silas til Ekstra Bladet i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog, ’ Silas – helt ærligt’.
– For det første var der hele konkurrenceelementet. Vi var to fyre, der begge kunne lave musicals – og hvad så? Snakken var svær at tage hul på. Vi havde en periode, hvor vi gik som katten om den varme grød, fordi det føltes prekært. Vi vidste simpelt hen ikke, hvordan vi skulle gribe det an. Og så gik vi i parterapi, fortæller Silas, der ikke lægger skjul på, at især han havde godt af turen hen til psykologen.
Gik til benet
– Vi var på ingen måde i skilsmisse- fare, men som alle andre par skændtes vi. Det var især mig, som skød med skarpt, når jeg blev presset, og det klædte mig ærlig talt ikke. Men det tog parterapeuten på Vesterbro hånd om. Hun gik til benet og gav os nogle værktøjer, som hjalp os til nye måder at se vores ægteskab på – og som gjorde mig mere åben og udholdelig.
– Jeg havde vildt travlt og var møg- stresset. Derfor mente jeg, at det hele ville være lidt nemmere, hvis bare Johannes gav mig ret. Men min mand er ikke en pleaser – og tak for det, fortæller Silas.
I bogen, som kommer på People’s Press, fortæller danskernes dansedarling detaljeret om sin regnbuefamilie og sine drømme.
Når der kommer en papfar
– Vores familieliv er lidt anderledes end de flestes, og selvfølgelig tager jeg mig da i at tænke på den dag, Louise møder manden i sit liv, og Maggie My får en papfar oven i sine to fædre. Det er som udgangspunkt ikke noget, der rager mig, for Louise har sin egen del af huset, men tanken har naturligvis strejfet mig, at det kunne være én, jeg ikke kunne lide. I det tilfælde håber jeg, at vi vil være så voksne, at vi vil kunne tale os til rette om den situation også.
Drømmen om at få flere børn er stadig intakt i den lille regnbuefamilie. Ikke mindst Silas vil gerne have ’ et helt fodboldhold’, som kan spille den bold, han aldrig selv lærte at tæmme.
Frygtelig fodbold
– Det var virkelig frygteligt. Min far var fodboldtræner, så det var nærmest frivillig tvang, at jeg skulle gå til fodbold, og det gik bare så skidt. Men en dag fik jeg så lavet et selvmål, og så lå det klart i luften, at jeg ikke behøvede at spille mere. Alligevel har jeg det sådan, at hvis Maggie My skulle få lyst til fodbold –
Det var især mig, som skød med skarpt, når jeg blev presset
eller hvis jeg skulle være så heldig også at få en søn, som viser flair for fodbold – så vil jeg med glæde stå på sidelinjen med alle de andre fædre og heppe.
Lige nu er Maggie My et år. Hun kan ( næsten) gå og hun kan ( næsten) sige både far og mor. Så hverken Johannes, Louise eller Silas har meget travlt med at få Inde i Silas’ hoved måtte familien gerne blive større, men det haster ikke for hverken Johannes Nymark ( th.), Louise Mahnkopf eller ham selv at give lille Maggie My nogle mindre søskende. barn nummer to.
– Det haster ikke. Vi vil så gerne nyde Maggie My, og Louise får selvfølgelig nogle flere børn en dag, så min datter skal nok få søskende,
at score kassen, men hurtigt bliver de selv involveret i berbernes kamp mod kolonimagterne.
Den medrivende fortælling væves elegant ind i de historiske kendsgerninger, der også i sig selv nok kan få blodet til at rulle heftigt hos læseren. Skildringen af den ufattelige kynisme og råhed, hvormed Frankrig og Spanien nedkæmpede berberne, er direkte oprørende.
Helt samme højder som i ’ Der var engang i Frankrig’ når Fabien Nury vel ikke denne gang, men det er knageme godt. men jeg vil ikke lægge skjul på, at Johannes og jeg gerne måtte være fædre til Louises næste barn også, griner Silas.