UGENS HOVEDPERSON Jeg har altid vidst, jeg var til piger Mulle rammer plet, både når hun skyder med bold og lakrids – vi tegner et portraet af pigen, der er til piger. Og isaer til håndbold!
HERNING (Ekstra Bladet): Et egern på speed!
Kristina Kristiansen er født med en raket i rumpetten, og der er sjaeldent langt fra tanke til handling, når den tatoverede Taastruptøs fyrer en kvik bemaerkning af, eksploderer i et grineflip af dimensioner eller saetter en angrebsåbning i gang.
Nogle gange er der slet ikke nogen tanke overhovedet. Bare godt humør og råt instinkt.
Den 26-årige playmaker er uden for banen omsorgsfuld ud over alle graenser, en samler, der holder vennekredsen taet, er flittig på Instagram og typen, der som sand mobil-ekvilibrist lader fingrene danse quickstep over mobil-tastaturet lige så hurtigt, som trommestikkerne høvler over gulvbraedderne i Boxen.
Rap i replikken
Hun er rap i replikken og også temmelig praecis, når hun fra tredje sal i Boxen rammer plet og sender et stykke lakridskonfekt ned i skallen på reporteren, mens han interviewer hjerteveninden Mette Gravholt på trappen.
– Hov for satan, råber Gravholt. – HEJ! – Hold kaeft, hvor er du åndssvag. Jeg sidder lige og roser dig! Du kan nok se, hun ikke er helt voksen, siger den 31-årige stregspiller og ryster på hovedet.
Har aldrig heddet andet
Kristina Kristiansen griner højt.
Eller Mulle – for hun har aldrig heddet andet, siden hun som lille pige drønede rundt hjemme hos foraeldrene Lene og Per i parcelhuskvarteret i Taastrup og i B70, hvor Kristina åbenbart var et meget populaert navn dengang.
Mulle spillede fodbold og håndbold, men hvor hun var skarp til det første, var hun mere end suveraen til løjerne med harpiks og spillede ofte på hold med piger, der var to år aeldre end hende.
Tante Lisbeth fiskede hende til Roskilde og håndboldklubben Roar, hvor talentet udfoldede sig i fuldt flor. Det kastede udvalgte hold, ungdomslandshold og et VM-guld i Canada af sig.
Mulle var skarp på banen og i topform til festerne.
– Hun havde SÅ mange venner og har beholdt mange af dem, fordi hun er den glade pige, hun er – og fordi hun taenker så meget på andre, siger Lisbeth Klarskov.
Tanten ved, hvad hun taler om, for niecen har altid vaeret taet på Roskilde-afdelingen af familien og Lisbeth Klarskovs børnebørn Oliver, Zakarias, Leonora, Theodor, som Mulle er gudmor til.
Billeder fra dåben viser Mulle paent iført kjole – men kun til alt det højtidelige var overstået.
– Hun fik altid på en eller anden måde hurtigt skiftet til traeningsdragt, fortaeller tanten.
Den store hemmelighed
Mulle bar rundt på en stor hemmelighed.
– Det var først, da jeg som 18-årig flyttede til Holstebro, jeg fortalte, at jeg er til piger. Jeg har altid vidst det inderst inde, men jeg har da også kysset med nogle fyre for lige at tjekke, om det var det – og jeg kan da godt synes, fyre er søde, men … det var bare ikke så interessant, fortalte Mulle til Ekstra Bladet før sidste VM i 2013.
– Jeg fik en kaereste, og det ville jeg jo gerne kunne vise til folk. Så sendte jeg en besked til familie og venner og skrev, jeg var til piger, og at jeg håbede, de stadig elskede mig som den, jeg var. Det gjorde de. Der kom intet negativt overhovedet, fortaeller Mulle.
Man er ved at eksplodere
– Det var bare som en sten, der landede tungt på jorden og sagde BUM. Jeg slap for en masse små løgne som: ’Det er Brian, der skriver fra Køge’, når det nu var en pige, jeg skrev med. Jeg har jo kaempet en kamp med at holde ting hemmelige, og det kan jo godt gøre én lidt indelukket. Det fylder så meget i én altså … Det er ikke til at gå med. Man er ved at eksplodere, siger Mulle.
Det er naesten umuligt at sige Mulle uden i samme åndedrag at naevne Sandra Toft og Mette Gravholt.
Mette var hun kaereste med i et år, men de har bevaret et taet venskab, de nu dyrker taet på hinanden i Rødovre og i daglige bilture til og fra klubben i Nykøbing Falster. Sandra Toft har kendt Mulle, siden de var ti.
– Vi deler også altid vaerelse, når vi er med landsholdet. Tidligere boede vi sammen i Holstebro og så hinanden hver dag, så det er maerkeligt at gå fra at vaere sammen 24/7 til at holde kontakten over FaceTime og skrive sms’er. Men selv om vi ikke snakker i to uger, er alt altid det samme. Hun vil altid vaere en af mine taetteste veninder, siger Sandra Toft.
Mulle spillede fodbold og håndbold, men hvor hun var skarp til det første, var hun mere end suveraen til løjerne med harpiks Hun fik altid på en eller anden måde hurtigt skiftet til traeningsdragt Hun ved rigtig meget om håndbold og kan se muligheder, så på banen er hun helt klart en leder
En humørbombe
Larvik-målmanden beskriver hellere end gerne veninden:
– Hun er en humørbombe og glaedesspreder, der tager vare på sine veninder og dem, der ellers er naermest. Hun er aegte glaede – og hun er allerbedst på en håndboldbane, når hun er glad og går helt amok.
– Men man kan vel ikke kalde hende en decideret ledertype?
– Hun har i forhold til håndbold et hoved som ikke ret mange andre. Hun ved rigtig meget om håndbold og kan se muligheder, så på banen er hun helt klart en leder. Udenfor er hun mere den, der går og spreder humør, når der er behov for det, siger Sandra Toft. Og hovedpersonen selv: – Jo, jeg er en humørbombe, det er jeg. – Hvem er du ellers? – Jeg er én, der vil det, jeg laver. Jeg braender for håndbold!
Jeg sendte besked til familie og venner og skrev, jeg var til piger, og håbede, de stadig elskede mig som den, jeg var. Det gjorde de
toft@eb.dk