Vi er håndvaerkere - os skal de ikke bullshitte

blev jeg spurgt, FOR NYLIG hvad en rigtig journalist er.

Jeg sagde, at det er én, der har en god naese for historier, én som vil noget med journalistikken, og én som har robustheden til at stå op imod autoriteter og spin.

I disse dage ansaetter vi praktikanter fra journalistuddannelserne. Det er en halvårlig glaede at få nye talenter inden for dørene. Det er fedt at se dem folde sig ud og blive dygtigere og dygtigere, efterhånden som de suger til sig på redaktionen og i marken. Vi har haft mange fantastiske praktikanter gennem tiderne.

forbundet MEN DET ER OGSÅ med en vis frustration, når vi står over for elevflokken og skal rekruttere et nyt hold. De er meget unge. Mange af dem er gået direkte fra gymnasiet, og deres paratviden halter gevaldigt.

Det er desvaerre ikke kun viden, fra dengang mor her var dreng, de mangler. Det er også viden om relativt nye samfundsfaenomener og markante personligheder i Journalistik er et håndvaerk, som fordrer research, god spørgeteknik, en sund skepsis og bevidstheden om, at alle har et motiv til at gøre eller sige, som de gør. tiden, som gør dem blanke i blikket.

Hvorfor sørger journalistuddannelserne ikke for at banke ind i hovedet på eleverne, hvor vigtigt det er at holde sig bredt orienteret? At det er et ufravigeligt krav, selv om man kommer

fra curlinggenerationen.

der mener, DER ER NOGEN, at generalisternes tid er forbi, men jeg synes mere, det handler om, at kvaliteten af generalisterne er for dårlig, og det falder tilbage på uddannelserne.

Jeg tror ikke nødvendigvis på, at vi får bedre journalister af at kraeve, at de alle bliver udstyret med en akademisk uddannelse. Det kan vaere rigtig fint med en saerlig viden om f.eks. økonomi, men det kan vaere lige så fint at have arbejdet et par år som hjemmehjaelper eller som taxachauffør, før man går i gang med journalistuddannelsen.

at JEG LAEGGER VAEGT PÅ, journalister kan deres håndvaerk. At det vigtigste ikke er at have nøjagtig så stor viden om et bestemt emne, som den man interviewer. Det vigtigste er den gode spørgeteknik og den sunde skepsis. At vaere bevidst om, at alle har et motiv til at gøre eller sige, som de gør, og at der kan vaere visse påstande, der skal dobbelttjekkes. At verden er fuld af professionelt spin, som journalisten skal kunne gennemskue og holde sig fri af.

Det håndvaerk skal eleverne laere på skolerne. I hvert fald i den rå form. Så skal vi andre nok forfine det, mens de er i praktik hos os. Vi skal nok laere dem at gennemskue magthavernes bullshit.

Hvis vi akademiserer journalistuddannelserne og glemmer håndvaerket, risikerer vi at få en generation af journalister, som selv er marineret i magtens sprog og derfor ikke går op imod det.

Naeste gang jeg bliver spurgt, hvad en rigtig journalist er, vil jeg sige: Det er drengen i H.C. Anderseneventyret.

Ham, der tør sige, hvad andre ikke tør: Hør her, fine mand, du fører dig frem, men du har jo ikke noget tøj på. Hvad sker der for det?