Hitlers personlige projekt: At aflive borgerne

Diktatoren sørgede for, at ned til

Tiergartenstrasse i det centrale vestlige Berlin er en hyggelig og charmerende gade. Før krigen også et eksklusivt kvarter med villaer og store haver. Taet på det hele. I nummer 4 lå frem til krigsårene en pompøs, toetagers, nyklassisistisk villa på kanten af byens store park Tiergarten og i naerheden af Rigskancelliet og Potsdamer Platz.

Villaen havde tilhørt en jødisk familie, men den blev efter Hitlers magtovertagelse i 1933 overtaget af Kanzlei des Führers (nazipartiet) under ledelse af Philippe Bouhler.

Det var altså en adresse med direkte linje til Adolf Hitler selv.

MEN BAG DEN

flotte facade og en smuk have gemte sig en af krigsårenes mest raedselsfulde og grusomme organisationer, nemlig Organisation T4 eller Zentraldienststelle T4, der i årene fra 1940-45 havde hovedansvaret for planlaegningen og udførelsen af systematiske massedrab på over 260.000 mennesker.

En meget stor del af dem var psykisk syge, invalide, epileptikere og andre med alvorlige sygdomme, som efter nazisternes opfattelse var ’mindrevaerdige’ eller ’Lebensunwert’ – uvaerdige til at leve.

Ofrene for den såkaldte aktion T4 blev draebt i gaskamre, med indsprøjtninger, ved skydning eller simpelt hen sultet ihjel.

Det hele blev styret og organiseret fra villaen i Tiergartenstrasse, som i krigens slutning blev svaert beskadiget af allierede bomber og senere revet ned.

Siden slutningen af 1980’erne har der på stedet vaeret mindetavler for de flere hundredtusinder draebte.

GRUNDLAGET FOR

nazi-diktaturets menneskeforagtende udryddelse af fysisk og psykisk syge mennesker blev lagt allerede syv måneder efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933.

11. juli vedtog Rigsdagen en lov om beskyttelse mod arvelige sygdomme. Loven trådte i kraft 1. januar 1934, og den tillod tvangssterilisation af folk med arvelige sygdomme eller de såkaldte ’Erbkranker’.

Til denne kategori hørte blandt andet skizofrene, folk med manisk depression, epilepsi, syfilis, sanktvejtsdans, alvorlige kropslige misdannelser, blinde og døve. Derudover kunne loven også bruges mod alkoholikere, og selv langtidsarbejdsløse og prostituerede blev ofre for tvangssterilisation. ’Den, som ikke arbejder, skal heller ikke spise’. Med disse ord retfaerdiggjorde Hitler drabet på mennesker med fysiske og psykiske handikap eller psykisk syge.

Indtil slutningen af Anden Verdenskrig er formentlig over 400.000 mennesker blevet tvangssteriliseret som følge af den barbariske lovgivning.

I nazisternes racistiske verdensbillede var ’det sunde folkelegeme’ et vigtigt grundlag for samfundsudviklingen.

Derfor handlede det om at beskytte ’folkelegemet’ mod kroniske sygdomme og mod ’uproduktive, mindrevaerdige’ mennesker, som ifølge den nationalsocialistiske ideologi udgjorde en belastning for samfundet.

Og de mennesker skulle ikke have lov til at forplante sig.

Denne filosofi lå i direkte forlaengelse af 1920’ernes debat i en raekke europaeiske lande – også Danmark – om racehygiejne og beskyttelse mod ’usunde eksistenser’.

Men i Adolf Hitlers Tyskland blev det hele sat ind i et morderisk system, hvor invalide, psykisk syge og mange andre svage grupper blev udryddet på samlebånd.

DET RETLIGE GRUNDLAG

for de såkaldte eutanasi-drab (medlidenhedsdrab) var en anordning eller befaling fra Hitler. 1. september 1939 – samme dag som Tyskland angreb Polen – udsendte Der Führer (på sit private brevpapir) en ret formløs ordre til sin egen private laege, kirurgen Karl Brandt, og lederen af hans personlige kancelli, Reichsleiter Philipp Bouhler, der autoriserede medlidenhedsdrab i forhold til uhelbredeligt syge.

Bemyndigelsen var formuleret i brede vendinger og i så uskarpt et sprog på bare fem linjer, at den kunne bruges til hvad som helst – og det blev den.

Den, som ikke arbejder, skal heller ikke spise