Det første, jeg mindes fra min barndom, er lyden af en helikopter. Den haenger over en lille lysning i landsbyen, mens rotorbladene smaelder i luften

DØRE OG BAGSMAEK

er åbne. Ind med den slidte kuffert. Klappen ned. Holder døren. Han smiler bredt. Jeg kigger ham ind i øjnene og aner, at der er mere end sydeuropaeisk kultur i manden. Et anstrøg

JEG GAETTER RIGTIGT i første hug på hans nationalitet. Et kendt, sydamerikansk land med en vild historie. Og så den store dybe regnskov med dens hemmeligheder. Også de menneskeskabte og dens bølge af rådden politik og international kriminalitet. – Da jeg er højtuddannet, tror alle, at det er

DET ER KOKA-BLADENE,

der dyrkes af hans far og de andre bønder, der forsøger at overleve mellem den historisk set ret uskyldige dyrkning af busken med det opkvikkende stof – og så Vestens behov for det korte, selvfede drømmetrip på det hvide kokainpulver, der kan udvindes af planten. Først handler det om at tilfredsstille et stofmarked. Så følger kriminaliteten – og så vender Vesten og USA sig imod den samme produktion, som den vestlige verden selv har skabt behovet for.

Nu er der også lyden af helikoptere, som jagter bønderne.

– Vi må gentagne gange flygte laengere og laengere ind i regnskoven, mens spaendingerne stiger mellem regeringen og dem, som regeringen kalder terrorister. Samtidig finder mine foraeldre ud af, at jeg er temmelig god til det med at gå i skole. Jeg elsker det. Jeg suger det til mig og vil laere meget mere, end der er mulighed for blandt kokabønderne og deres evige søgen efter overlevelse.

I FØRSTE OMGANG

er det en jesuiterorden og dens undervisning, som giver ham mulighederne.

Nu kommer der fremmede sprog, historie og naturvidenskab på skemaet, og der er spraekker i den lukkede regnskov med udsigt til verden udenfor.

– Jo, jeg er god til at gå i skole, men min far og min familie har et problem med det tilbud. Det ligger i luften, at jeg en dag skal vaere katolsk praest, og det vil vi ikke. Pludselig ser det ud, som om min rejse ud af fattigdommen alligevel må stoppe.

– Så sker der noget vildt, blot et par år inden Sovjetunionen kollapser. Jeg får tilbudt et stipendium til skole og universitet i Moskva. Jeg må rejse og får en høj akademisk uddannelse, mens Sovjet under mit ophold konverterer til Rusland.

OG EN DAG

ender han i Danmark. Foraeldrene – kokabonden og konen – er for laengst flygtet ud af regnskoven. De lever fortsat i det sydamerikanske land. Nu i hovedstaden i en paenere del af slumkvartererne, og nu er det min kunde og hans veluddannede søster, der er livsgrundlaget for de gamle.

Selv arbejder han som professor på et af de københavnske universiteter.

Inden jeg saetter ham af i de våde lys foran terminalen, giver vi hånd og kan ikke lade vaere med at grine over dette pludselige ’topmøde’: Svineavlerens søn fra Bornholm og koka-bondens søn fra regnskoven.

Den lille og den store verden. God dag, Danmark – bonderøve i alle lande, forén jer!