ANKER JØRGENSEN PÅ SPEED
CHRISTIAN MØRK OM PRAESIDENT-KANDIDAT SANDERS
Vi er langt fra Las Vegas her i Ditmas Park-kvarteret. Folk står på nakken af hinanden i en propfyldt bar for at se tvtransmissionen af Hillary Clinton og Bernie Sanders, der skaendes i den bedste sendetid.
Indenfor er der gladiator-stemning. Folk venter på, at Hillary siger noget, før de råber og buher, så man ingenting kan høre. Sanders, derimod, som voksede op ikke langt herfra, bliver mødt med andaegtig tavshed, mens han taler, og derefter jubelråb. Her er flest unge mennesker, Sanders' fodsoldater, med hipster-skaeg og Star Wars-T-shirts. Men der er også mange gråspraengte hoveder, som er mindst lige så taendt af denne bedstefar med slag i.
DER ER IKKE EN eneste her, som ikke stemmer på Sanders. I flere dage har han som en anden Anker Jørgensen på speed vist sig overalt. Alt er sat ind på at vinde denne nøglestat, og stemningen i byen er det taetteste, man kommer ungdomsoprøret i 1968: Som paddehatte dukker Bernie-arrangementer op overalt og standser trafikken. Der uddeles kys, skilte og Bernie-parykker. Wall Street-typer går med Bernie-badges. Folk er mobiliseret, som amerikanere kun var det til de store demonstrationer mod Vietnamkrigen. Tv-kanalerne har prøvet at neddaempe Bernie-faenomenet til fordel for Hillary Clinton, men forgaeves.
På kryds og tvaers af alder og race har rige og fattige fået lige meget Bernie-feber. Måske fordi politikerleden har gjort det muligt at tro på, at ting kan aendres radikalt. Måske fordi selve håbet om at få en praesident, der er demokratisk socialist, virker så uopnåeligt i Guds eget land, men nu synes inden for raekkevidde. Hippierne husker, at store drømme ender skidt: Den sidste progressive kandidat, der ikke tilnaermelsesvis lå så langt til venstre som Sanders, hed George McGovern og blev lammetaevet af Richard Nixon ved valget i 1972. Men man er for første gang i 44 år begyndt at turde håbe igen. Spørgsmålet er bare, om det allerede er for sent. Men Bernies støtter er ikke lutter socialister:
– MIN POLITISKE VAEKKELSE kom i 2000, da jeg stemte på George W. Bush, forklarer Stefan Day, en fyr et sted midt i 30’erne, som laver videoer til et bogforlag. Han er en klippe af en fyr med vikingeskaeg og baseballkasket. Han er stadig tilhaenger af en langt mere borgerlig kultur, siger han, men stoler ikke mere på sin børnelaerdom. Som mange andre er han tiltrukket af, at Sanders tør sige det, folk normalt bare går og putter med: Hele systemet skal aendres fra bunden. – Jeg kommer fra en religiøs baggrund, og var spejder, ikke. Men jeg var heldig nok til at få et dunk i hovedet og vågne op. Nu forstår jeg, at hele vores system er bygget til at distrahere vaelgerne og fratage dem indflydelse. Jeg har ikke laengere tillid til, at det nytter noget at sigte efter materiel rigdom. Sanders er autentisk. Han er villig til at tage opgøret med systemet og give folk deres frihed igen.
Imens er baren blevet fyldt op, og Stefans veninde Amber Godfrey ser forpint på tv-skaermen, hvor de to politikere for alvor er i røget struben på hinanden. Amber er er sidst i 20’erne, og uddanner sig til paedagog. På spørgsmålet om, hvorvidt hun som kvinde og erklaeret feminist stemmer på Hillary eller Bernie, hviler øjnene på skaermen, ikke på mig, da hun svarer.
– Som kvinde har jeg det virkelig svaert, siger hun endelig, og rynker panden over tv-publikummets buhen af Hillary. – Det er svaert at forklare, men tit får jeg sådan en ... (hun knuger haenderne) ... en følelse af, at hun forstår de ting, jeg er nødt til at gennemgå for at klare mig. Der er ikke mange kvinder, jeg ser, som kan tale magten midt imod. Det ville betyde meget for mig at se en kvinde i Det Hvide Hus, og den følelse kan jeg altså ikke bare ignorere. Jeg føler mig draget af hende. Hun sukker og lyder ikke entusiastisk, men snarere som en, der vaelger med fornuft, hvor Stefan vaelger med maven, da hun endelig får sagt: – Men jeg stemmer på Bernie. For han har de bedste idéer for os alle.
TV-SKAERMENE VISER igen den samme sportskanal som før, og folk er begyndt at sive. Stefan bestiller en drink til og ser resigneret ud, da jegspørger ham, om han vil stemme p åH illa ry, hvis Bernie taber nomi nationensom demokraterne sp r ae siden t kandidat.
– Niks, ikke på vilkår, siger han uden at blinke. Men hvad så? – Så finder jeg en konservativ kandidat at stemme på, som ikke lystrer, når de andre lammehaler dikker.