Vi kvinder er blevet så bange for ikke at slå til – at vi faktisk ikke slår til. Vi svigter både os selv og vores partnere, når vi jagter og forsøger at iscenesaette og levere den ’sublime’ oplevelse

– at vi faktisk ikke slår til. Vi svigter både os selv og vores partnere, når vi jagter og forsøger at iscenesaette og levere den ’sublime’ oplevelse. For det kan ikke lade sig gøre. Hvis du ikke tillader dig selv bare og opleve dét, som men konstant har din opmaerksomhed på, om alt nu også er perfekt, så kan du ganske simpelt ikke vaere til stede i din egen krop.

Hvis du ikke er til stede i din krop, så kan du ikke sanse det, du er i gang med. Kan du ikke sanse – altså føle, lugte, smage, høre, se – så har du ikke en kinamands chance for at opleve

MEN HVAD GØR

vi kvinder så? Vi saetter tempoet ned. Vi tillader os selv – ja, ligefrem tilstraeber at vaere – uperfekte. Vi skal til at vaere helt menneskelige i den virkelige verden, hvor vi ikke altid får ryddet havregryns-tallerkenen af morgenbordet, inden vi flyver ud af døren. Der, hvor vasketøjsstativet spaerrer udsynet til det paent støvede sengebord og den uredte seng.

Nogle gange når vi bare ikke i bad (igen), inden vi tager på date, og så må de små hårstubbe på skinnebenet tale deres tydelige, ikke helt så fløjlsbløde sprog. Men hvis vi maerker efter, mens vi lader lysten til hinanden og til at lade os henføre vaere den baerende drivkraft, så går det nok endda.

Det vil måske endda føles lidt kinky – i al den fraekke uperfekthed.