FIK IGEN KLØ AF STOREBROR

Lillebror Atletico må stadig indtage offerrollen, når han udfordrer storebror Real udenfor den hjemlige matrikel i Madrid – en ellers bleg Ronaldo blev matchvinder

Den robuste lillebror har efterhånden laert at banke sin arrogante storebror på den hjemlige graesplaene. Men når det handler om konfrontationer udenfor den hjemlige matrikel, raekker evnerne og heldet endnu ikke.

Derfor vil maegtige Real håndhaeve håneretten i Madrid en rum tid fremover. Og derfor vil Atletico stadig påberåbe sig rollen som den underdog, der altid bliver ramt af alverdens urimeligheder.

Det kan de ret beset også gøre med en vis ret. For Real har så sandelig forpagtet heldet i begge de Champions League-finaler, rivalerne har udkaempet de seneste tre år.

Med en 6-4 sejr efter straffespark blev Ronaldo matchvinder, mens Real hentede storklubben nemlig sin 11. pokal i mesterholdenes turnering, mens Atletico stadig må kigge langt efter den første.

Ramos igen

Bødlen var i første omgang taet på at blive den samme som for to år siden i Lissabon, hvor Sergio Ramos tre minutter inde i dommerens tillaegstid steg til vejrs, udlignede til 1-1 og udvirkede den forlaengede spilletid, hvor Real havde hele det mentale overskud.

Siden har Sergio Ramos ikke scoret i Champions League, men han forstår at gemme pletskuddene til de store lejligheder. Denne gang var der kun spillet et kvarter, da han fra naert hold – og mistaenkeligt taet på at vaere offside – fik rørt bolden nok til, at den gik ind bag slovenske Jan Oblak.

Det skete fra meget naert hold, efter at veloplagte Gareth Bale med hovedet havde forlaenget Toni Kroos’ frispark fra venstre side.

Det skete ti minutter efter, at Casemiro fra lige så taet hold fik styret Bales frispark lige ind i fødderne på Oblak.

Resten af halvlegen var chancefattig og tydeliggjorde, at det ikke er let at omstille Atleticos defensive draebermaskine til målsøgende bold.

Carrasco satte fart

Efter pausen smed Diego Simeone hurtige Yannick Carrasco på banen, og han skulle blive saerdeles toneangivende i fortsaettelsen.

Det var nu ikke hans skyld, at Atletico minuttet senere fik holdets første, store chance. Det var derimod Pepes, for han nedlagde klodset Fernando Torres bagfra i feltet, og så skulle normalt så traefsikre Antoine Griezmann ekspedere. Det gjorde han – op på overliggeren.

De stribede pressede på, men Real havde med en gennemsnitsalder på 28 år og 175 dage og et hav af internationale storkampe rutinen til at holde stand og slå kontra.

I det 70. minut sendte Luka Modric smukt Karim Benzema af sted på en friløber, men her slog rutinen ikke til. Franskmanden plantede den potentielle matchbold i brystet på Oblak. Og det gjorde den heller ikke otte minutter senere, da Bale og en på aftenen meget bleg Ronaldo braendte en dobbeltchance i feltet.

De tre angribere må have bandet inderligt, da 21-årige Carrasco i det 79. minut udlignede på Juanfrans skarpe indlaeg og gjorde sig til den første, belgiske målscorer i en CL-finale.

Krampekrigere

For to år siden gav Ramos’ sene udligning mental og fysisk medvind i den forlaengede spilletid. Så entydigt var det ikke denne gang. Der var snarere tale om skyttegravskrig mellem de krampetruede krigere, og sidste fløjt før straffesparkskonkurrencen var for mange en forløsning.

Den endelige finaleforløsning stod – tjah, Ronaldo – for, da han efter Juanfrans stolpeskud kunne afgøre på det femte forsøg fra pletten.

Sejren var historisk, for 14 gange har Real besøgt San Siro uden at kunne vinde.

Men den var ikke mindre historisk for traener Zinedine Zidane, der nu er den syvende titelindehaver som både spiller og traener. Allermest står den dog som en velplaceret skalle til alle de skeptikere, der ikke har troet på hans leder-kompetencer. Franskmanden havde selv sagt, at kampen for omverdenen ville definere Reals saeson.

Det blev en fin en af slagsen.

Sejren var historisk, for 14 gange har Real besøgt San Siro uden at kunne vinde