Nationalbanken manglede penge – mange penge

Finanskrisen kulminerede, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede i september 2008.

De finansielle markeder frøs til is – og de danske banker kunne pludselig ikke refinansiere deres enorme kortfristede lån i udlandet. Derfor måtte den danske stat garantere for bankerne, der ellers ville vaelte som dominobrikker i løbet af få uger.

Bankpakke 1

’Bankpakke 1’ blev derfor hastevedtaget i oktober 2008. Staten garanterede i to år ubegraenset indskyder- og kreditor-garanti. Med andre ord skulle Nationalbanken kunne daekke hver eneste krone, som de danske banker skyldte vaek. Problem nummer ét var bare, at en sådan garanti kun er noget vaerd i fremmed valuta. I den situation var der ingen tillid til den danske seddelpresse.

Bankpakke 2

Problemet nummer to var, at Nationalbanken manglede fremmed valuta. Derfor vred man armen om på isaer ATP, som gik med til at saelge udenlandske vaerdipapirer for et enormt milliardbeløb – og i stedet købe danske statsobligationer, så valutakassen kunne blive fyldt op med dollar.

ATP med den davaerende direktør Lars Rohde i spidsen kraevede til gengaeld, at de højtforrentede statsobligationer skulle løbe i 30 år – og ikke som normalt i maksimalt 10 år eller mindre. Den ekstra rentebyrde haenger de danske skatteydere på i de naeste 23 år. Nationalbanken måtte garantere for bankerne under finanskrisen. Det kan nu blive dyrt for de danske skatteydere.

Lars Rohde er i dag nationalbankdirektør, og Ekstra Bladet har forgaeves forsøgt at få en kommentar.