Klaestrup er billig, men Amiri er hellig?

Forleden skrev min klumme-kollega Nikita Klaestrup her på Opinionen et indlaeg om, at samfundets nypuritanske definition kunne rende hende et vist sted, så laenge hun var tilfreds med sig selv.

for OG HURRA hendes opråb. Det er netop, hvad kvindekampen i minoritetsmiljøerne handler om. En dansk kvinde, uanfaegtet af sit religiøse og etniske ophav, har krav på et leve sit liv, akkurat som hun vil uden at skulle give en skid for andres meninger.

For hvad rager det egentlig gud og hver mand, at en kvinde lever sit liv, som hun vil, så laenge hun ikke skader andre (eller sig selv, for den sags skyld). Hvorfor skal enhver have en mening om den frigjorte kvinde?

går ALLE DISSE NEDLADENDE MENINGER pudsigt nok oftest på hendes seksualitet, mens havde det vaeret en mand, i den samme position, havde fokus nok naermere vaeret på hans evner til at praestere – eller mangel på samme.

Offentlig person eller ej – det er en pervers praemis, vi som samfund bliver ved med at acceptere, nemlig den at kvinder, før de tages seriøst, skal praestere ‘dobbelt-op’ på enhver konto i forhold til en mand. Saerligt kommer praemissen i spil, når det kommer til gemme sin seksualitet vaek.

Vi har mandlige magthavere i landet, Hvorfor skal Nikita Klaestrup udskammes, blot fordi hun er åben om sin seksualitet, spørger Geeti Amiri.

der notorisk knalder rundt med enhver, men heller ikke her er det manden, vi udskammer, men derimod kvinden, når hun vover at stå ved sin ret til at dyrke sin seksualitet.

Det er paradoksalt og hamrende hyklerisk, at hver gang jeg skriver et indlaeg her eller i andre medier omhandlende nydanske kvinders krav på selvbestemmelse og fuldstaendig selvstaendiggørelse fra enhver patriarkalsk norm, bliver jeg hyldet.

MAEND, der hylder MEN SELVSAMME, SAERLIGT mit opråb, udskammer samtidig Nikita Klaestrup.

Hvori består forskellen på Klaestrups kamp for at leve fuldstaendig, som hun vil, i forhold til min kamp for nydanske kvinder, som også netop søger friheden til at leve, som de vil? Det er vel ligegyldigt, om det er Klaestrup eller Amiri, der søger friheden?

Det er på tide, at samfundet indser, hvor mange fingre der peger tilbage på os selv, når vi peger fingre ad minoritetsmiljøernes manglende ligestilling.

For ligesom en kvindes vaerdi i minoritetsmiljøerne afhaenger af hendes jomfruelighed, afhaenger en etnisk dansk kvindes vaerdi af hendes evne til at indhylle sin seksualitet i skyld og skam.

af at vaere den kedelige budbringer, JEG ER KED men kaere etnisk danske maend og kvinder, der har travlt med at udskamme Nikita Klaestrup: I opfører jer akkurat som dem, I haevder at vaere haevet over i minoritetsmiljøerne.

Forskellen på den patriarkalske undertrykkelse i minoritetsmiljøerne er, at i minoritetsmiljøet findes det i kravet om tildaekning af kvinden, mens der samtidig foregår en udskamning af etnisk danske kvinder, der tillader sig at smide et billede op af sig selv, der viser mere end halsen.

Anerkender du Amiris kvindekamp, bør du også anerkende Klaestrups.

Magter du ikke det, kan du tage den naermest exit-dør, for patriarkalske røvhuller har jeg nok af at kaempe imod – også dem i forklaedning.

Det er vel ligegyldigt, om det er Klaestrup eller Amiri, der søger friheden?