EU’s gyldne farvel til eurokrater
Europa-Parlamentets budgetudvalg har i sidste uge godkendt en bureaukratisk opfindelse med svimlende perspektiver. Der er tale om en ny måde at slippe af med EU-ansatte på, når de så småt naermer sig pensionsalderen. Til gengaeld for fyrstelige fratraedelsesgodtgørelser skal de love, at de ikke vil arbejde ét eneste minut laengere i dette liv.
Opfindelsen kaldes ’fratraedelse i tjenestens interesse’. Der er altså tale om at fritstille eurokrater, som efter systemets mening gør langt større skade ved at arbejde mod betaling end ved at modtage en høj gage for intet at udrette. Jo mere jeg laeser om ordningen, des mere betaget bliver jeg af EU-menneskets opfindsomhed.
EU-embedsmaend skal kunne tilbydes en fratraedelsesgodtgørelse på op til 135.000 kr. om måneden. Dog i højst fem år. Derefter begynder den egentlige pensionsudbetaling.
En let overgang
Den første EU-bureaukrat, der nyder godt af ordningen, udfylder sin sidste blanket i begyndelsen af december. Derefter vil han modtage 620.000 kr. om året – efter skat – indtil han når sin normale pensionsalder. Overgangen bliver ikke hård til den tid. Hans pension er nemlig på nogenlunde samme størrelse.
Det er dog en betingelse for at opnå disse fratraedelsesvilkår, at man har vaeret ansat i EU i mindst ti år. Man kan også komme i betragtning til sådanne afskedigelsesbetingelser, hvis der traenges til ’nye kompetencer’ inden for ens arbejdsfelt. Det kan f.eks. dreje sig om indsigt i it-løsninger, som en eurokrat på 55 år ikke skønnes egnet til at forstå endsige udvikle.
Visse EU-institutioner vil rigtigt gerne af med en masse medarbejdere, som består af dødt kød. Typisk er der tale om fordums kvikke hoveder, som søgte ind i EU-systemet, mens de besad en vis åndelig spaendstighed, og mens der var håb om at omforme den evindeligt kriseramte økonomi i EU.
Fornuft et minde
Nu er der mindre omløb i de grånende hoveder, som kun evner at komplicere i forvejen indviklede sagsgange. Begreber som sund fornuft er et vagt minde.
For ikke at tømme den store faelleskasse via de nye gyldne fratraedelsesordninger er det på tale at begraense antallet af årlige luksusafgange til fem procent af det antal medarbejdere, der gik på almindelig pension det foregående år.
Det skønnes dog, at den regel er for enkel til at vise sig holdbar. EU-bureaukrater er ikke vant til at stå i kø. Der imødeses derfor et katalog med oversigt over samtlige veje til brug for den udrensning, der faktisk er tale om.
Lønniveauet for mange af de fratraedende er ganske paent. Det svarer til, hvad danske ministre har tilbage, når de har betalt skat af deres 1,3 millioner kroner.
Ingen af de 13 danske parlamentarikere sidder i det udvalg, som har godkendt ordningen. Den naermeste til at følge med i det er Dansk Folkepartis gruppeformand Anders Vistisen, der er medlem af budgetkontroludvalget. Men han har for tiden rigeligt at gøre med at kontrollere Dansk
Dyrt, men nyttigt
Ud fra en kortsigtet betragtning kan det lyde dyrt at fjerne en eurokrat fra hans skrivebord mod en bestikkelse svarende til et dansk ministervederlag. Men taenk på, hvilken skade sådan en kontorius kan gøre på fredelige europaeeres liv, faerden og tegnebog – nu i op til 28 nationer – ved at sidde og udtaenke tossede harmoniseringsforslag eller nye løntillaeg til de 751 EUparlamentarikere.
EU-ansatte tilbydes fratraedelsesgodtgørelser på op til 135.000 kr. om måneden Taenk på, hvilken skade en kontorius kan gøre på europaeernes liv Det er afgørende, at der ikke ansaettes en ny bureaukrat i den forladte stilling
En meget, meget tidlig pensionering kan hurtigt tjene sig ind.
Det afgørende er imidlertid, at der ikke bliver ansat en ny energisk funktionaer i den fratraedendes sted. For så er vi lige vidt, når den pågaeldende har gennemgået alle eksisterende blanketter – og vil til at konstruere nye for ligesom at saette sit personlige praeg på EU-maskinen. Et faktisk personalestop er dog ikke foreslået.
Metoden med at lukke bureaukrater ud med en pose penge i hånden burde i øvrigt findyrkes i danske ministerier. Her har mange – også uden for Finansministeriets områder – vaeldig travlt med at opfinde regler, ingen har bedt om. Med tilhørende kontrolorganer som skal sikre, at alle instanser behørigt registrerer det nytteløse – skønt ingen laeser rapporterne.
Faenomenets samlebetegnelse er: Velfaerdssamfundet.
Hvis man taler grimt om det, er man asocial.