Jeg har brugt min krop. Men hvorfor skulle jeg vaere flov over det?
Prostitutionen udløste to tatoveringer. ’Pay me bitch’ taler for sig selv, mens ’still standing’ symboliserer oprejsning og overlevelse.
– Ingen skal trykke mig ned. Jeg hopper ikke ud af vinduet. Jeg kaemper videre. Hvad ellers?
I de senere år har Sussie Axelsen derfor taget en sosu-uddannelse, kurser i psykologi og kaempet sig til arbejde på plejehjem og i børnehaver. For nylig fik hun job i en vuggestue.
– Børnene elsker mine tatoveringer. De synes, det er det fedeste. Det er mere foraeldrene, der er skeptiske, og det kan jeg sagtens forstå. De slapper først af, når de kender mig. Sådan ville jeg også have det selv.
kyser ikke Sussie Axelsen. Hun har ikke fortrudt én eneste tatovering, men den konstante opmaerksomhed kan vaere en belastning. Folk med ansigtstatoveringer – og isaer kvinder – skal virkelig vaere robuste rent psykisk. Det er hendes erfaring.
– Jeg forsvinder jo aldrig i maengden. Det kan jeg godt savne, når humøret ikke er det bedste. Det er altid mig, politiet stopper på Vesterbro, selv om min straffeattest altid har vaeret ren, og jeg ved aldrig, om folk glor, fordi jeg har en bussemand i naesen. For det gør de altid.
– Har du aldrig fortrudt? Har du aldrig overvejet at få fjernet ansigtstatoveringerne? – Nej. Hvorfor? Sussie Axelsens vigtigste forsvar for sit dramatiske ’blaekfjaes’ er da også umuligt at tilbagevise:
– Det giver dårlig opmaerksomhed, ja. Men det gør mig også mere interessant. Der er jo kun én af mig.
Det er altid mig, politiet stopper på Vesterbro, selv om min straffeattest altid har vaeret ren