Den står side om side med andre af savannens dyr. En bøffel, løve og giraf er bare nogle af de trofaeer, som Niels Nygaard har bragt med sig hjem
– HVIS JEG IKKE
havde ramt elefanten, havde jeg ikke vaeret her i dag.
Niels Nygaard taler med en staerk dialekt. Den 69-årige vestjyde har finkaemmet, rødligt hår. På hans skuldre haenger en sort laedervest og daekker over seler, som holder hans bukser oppe.
Det tog fire år, fra Niels Nygaard den sommerdag i 2008 trykkede på aftraekkeren, til elefanten stod udstoppet på hans museum i Vestjylland. Her står den side om side med andre af savannens dyr. En bøffel, løve og giraf er bare nogle af de trofaeer, som Niels Nygaard har bragt med sig hjem til det, han kalder ’Nygaards Afrika’.
I 1986 havde han syv landbrug, en grusgrav og to daekservice-forretninger at holde styr på
En fugtig lugt af loft og våde dyr haenger som en tung dyne i det smalle rum. Gulvet er beklaedt med et mørkegråt gulvtaeppe, og projektører lyser dyrene op. Stoltheden lyser ud af Niels Nygaard, når han tøffer rundt mellem dyrene.
Han udstiller dele af samlingen i sit festlokale, hvor man kan danse til tonerne af blandt andet Sussi og Leo, mens man står ved siden af et naesehorn, hvor det aegte horn af sikkerhedsmaessige årsager er erstattet med plastik.
– Ja, jeg synes, det er ganske normalt, griner Niels Nygaard.
det om at skabe det, som folk efterspørger. Han mener, at han kan gøre det bedre og større end alle andre. Det har vaeret en del af hans tankegang, siden han droppede ud af 7. klasse.
I stedet for at gå i skole begyndte han i 1966 at importere aebler fra Fyn. Niels Nygaards forretningsmodel gik ud på at banke på folks døre og tilbyde dem aebler. Her så han, at de fleste huse manglede malerier på vaeggene, og den naeste forretnings-idé opstod. Han begyndte at saelge reproduktioner af malerier.
I 1969 startede han i Varde sit eget daekfirma, som dengang var en ny branche. Det gav Niels Nygaard en forretningsfordel. Det var dog ikke nok for ham at have en enkelt forretning, og i 1975 opkøbte han Brosbølgård ved Tarm – et gammelt statsfaengsel – og lavede det om til griseavl.
I 1986 havde han syv landbrug, en grusgrav og to daekservice-forretninger at holde styr på. Men det kaempe slagteri måtte på grund af uenigheder med fagforeningen lukke i 1993. Det blev dog ikke en katastrofe for slagteren, da han solgte de levende grise til Østtyskland, der efter Berlinmurens fald var åbnet op.
– De 25 millioner, som jeg satte ind i slagteriet, de betød ingenting på grund af salget til Østtyskland, fortaeller Niels Nygaard med et smil.
Men penge er ellers ikke noget, Niels Nygaard vil tale om, og han afviger, når man prøver at spørge ind til, hvor meget hans trofaejagt har kostet ham. Han understreger dog, at dem, som er venlige med drikkepenge til de lokale, bliver meget godt behandlet.