TRUMPS SIDSTE
SKAEBNEVALGET KANDIDATEN MED DE TROFASTE TILHAENGERE: Forfatter og USA-kender Christian
LEESBURG, VIRGINIA (Ekstra Bladet): Trump er elsket og tilbedt af sine trofaste tilhaengere på en måde, vi ikke har set siden John F. Kennedy, og som vi ikke får at se igen. Og hvad enten han vinder i morgen eller ej, vil loyaliteten fortsaette.
Forleden nat blev jeg mindet om, hvor denne kaerlighed opstår og lever:
Jeg kører på en markvej, indtil gps’en ikke kan finde satellitten. Det er baelgmørkt, og jeg er ved at tro, at vaelgermødet slet ikke holdes her i Loudon kommune, der er hvid og konservativ. Men så lyses asfalten op af små, lysende prikker. Jeg holder ind til siden. Det er taendte mobilskaerme. Prikkerne bliver en bølgende slange på vejen.
’Der er allerede ikke flere pladser’, bliver der råbt. Jeg smider vognen under et trae og følger efter. Der er fire kilometer til den dyrskueplads, hvor Trump skal tale. Valget står taet nu – her til sidst. Pilgrimmene valfarter derop sammen med iPhones som ledestjerner.
Trumps kaerlighedskrans
– Hvis Trump kan komme helt herud til os, kan vi også gå de kilometer op til ham, for det her er sidste chance for at se ham, som en husmor siger, mens hun prøver at opsnuse, om jeg er ven eller fjende. For i Trumpland er der sjaeldent nogen mellemvej. Turen føles intim, som en seance, man ikke vil dele med dem, der ikke er indviet i Trumps kaerlighedskrans.
Hele vejen langs med ruten holder der tusindvis af biler. De er klemt inde på sideveje, på marker, i folks forhaver. Så hvorfor skulle Trump ikke tro, at han vinder?
Oppe ved dyrskuet er klokken 19.15. Og vi pilgrimme får en overraskelse: Køen er knap 10.000 mennesker lang, siger sheriffen. Ja, ti tusind som med kort varsel er kommet herud på Lars Tyndskids mark. Dét er aegte kaerlighed. Jeg forsvinder dybt ned i skoven med mine nye venner. Og stadig kommer flere til i køen: Pensionister, der vakler med stok i mørket. Forstadsfruer i dyre balletsko. Tunge drenge med militaertatoveringer og skulende blikke, der prøver at finde en journalist. Bortset fra et halvt dusin, jeg kan se, er alle hvide.
Og de hygger sig. I den isnende kulde kan jeg fornemme et aegte sammenhold, man aldrig maerker i Clinton-lejren. Ja, en varme, for folk opfører sig, som om de skal ind og se Elvis. Der er en smittende glaede, en genkendelse i folks øjne, de ikke behøver forklare for hinanden. For det handler ikke om politik, men om kultur. Og deres synger på sidste vers, det ved de. Og netop i dag har FBI opgivet sin sag med fru Clintons e-mails. Pilgrimmene har set Fox News og er rasende. Snyderi! Den bitch skal da i faengsel!
Det er lige meget, at deres mand har sagt, han bare kan rage kvinder på fissen. At mexicanere er voldtaegtsforbrydere. At man bare skal bruge tortur, selv om det ikke virker. At hans kampagnechef, Steve Bannons, nyhedssite Breitbart.com er varmestue for det yderste racistiske og antisemitiske højre. At Ku Klux Klan peger på Trump, som kontinuerligt har undermineret selve valgprocessen ved selv at sige, det er snyd, når han er bagud. At der ingen beviser er mod Clinton ud over, at hun som de fleste levebrødspolitikere er en vaskeaegte pamper. Det er lige meget, for det er hadet til hende, der driver kaerligheden til ham. Uden hinanden ville de vaere tomme skygger.
I havnen med dem
I den isnende kulde kan jeg fornemme et aegte sammenhold, man aldrig maerker i Clinton-lejren Og vi kommer til at vinde stort, folkens, stort
– Når Trump vinder, så skal de bare have cement om fødderne, og så i havnen med dem, hele bundtet, siger en stor fyr med hvalrosskaeg. Han vil ikke fotograferes. Men hvem er ’de’? Han laver en grimasse. Dumt spørgsmål, der er ved at afsløre mig som spion. – Sgu da alle Hillarys folk, justitsminister Loretta Lynch, John Podesta (Clintons saerlige rådgiver, red.), Chelsea Clinton og alle de andre.
Disse kaerlige pilgrimme vender vrangen ud på sig selv, når de taler om Clinton. Udlaendingestop og mure mod Mexico hidser dem op, men det er først, når den forhadte kvinde i spadseredragten naevnes, at de ikke kan styre sig selv. LOCK HER UP! råber folk i tusindvis, mens klokken sniger sig hen mod 23. Børnene fryser. Og stadig ingen Trump. Men folk er ved godt mod, selv om taenderne klaprer på min sidemand, husmoderen Libby, som ikke skråler med, men kalder sig selv for ’gammeldags konservativ’. Hun vil gerne se giraffen uden selv at få lort på fingrene, når andre råber om vold.
Folk brøler af lykke
Der er optakt inde i den svinestald, hvor Trump stadig ikke er dukket op. Der tales om, hvor haerdet en kriminel Clinton er. Klokken er halv et. Men så ser vi blå blink skaere gennem traekronerne. Maengden kaster sig frem mod den bil, han sidder i. Mr. Trump! Vi vil have Trump! Det orange hår kommer til syne i et glimt, og folk brøler af lykke. Han forsvinder ind i svinestalden, hvor han straks siger, at FBI ikke betyder noget.
– Og vi kommer til at vinde stort, folkens, stort, siger Trump, som jeg ikke kan se, fordi folk nu bogstaveligt talt står på nakken af hinanden. Men glaeden har ikke forladt dem. For håbet er det, som Trump saelger. Svinestalden er blevet som på et aegte dyrskue, hvor de er kvaeget. Og i morgen bliver de enten solgt eller slagtet.
Jeg skynder mig ned mod bilen, inden politiet lukker vejen. Under stjernerne vandrer jeg i blinde, mens Trumps søvngaengerstemme i højttalerne hypnotiserer mig:
– Tro mig, alle jeres gode jobs kommer tilbage. Og vi vil gøre Amerika stort igen.