Rollemodeller og redningsmaend
Når boksningen som sport er lykkedes som redningsplanke, står der tit en helt saerlig person i centrum for øvelsen. En traener, en leder – en rigtig boksefar for de unge.
En af de mere navnkundige af slagsen var Jean Schmücker, traener i utallige klubber, ildsjael i projekter for unge, selv forladt af sine foraeldre som spaed og i dag uhelbredeligt syg.
For en halv snes år siden havde en raekke af hans ’boksebørn’ fra IK99 besluttet at overraske ham med en sammenkomst. Da datteren afleverede ham på stedet, og han så striben af tidligere boksere, samlede han sig hurtigt og brølede: ’Ti armbøjninger’.
– Alle holdt tale, og alle tudede, fortaeller Hans Henrik Palm om den dag, som Jimmi Bredahl kalder en af de mest rørende og uforglemmelige i sit liv.
Man hjaelper hinanden
For sidstnaevnte har traeneren med den robuste paedagogik vaeret en absolut rollemodel, som siden tilskyndede ham til selv at lave et opholdssted for såkaldt ’vanskelige drenge’.
– Siden jeg var 15 år, har jeg haft en drøm om min egen klub. Jeg har meget med fra Jean. Han skulle bare kigge på os, når vi havde dummet os. Det var kaeft, trit og retning, men han var naesten altid skaeg og i godt humør. Han kunne daeleme også blive gal, men hans dør stod altid åben med kaffe og ostemadder, og der var kaerlighed, følte man, bag alt, hvad han gjorde.
– I boksningen laerer du disciplin og en masse om dig selv. Du laerer at kontrollere dig selv, din krop og dit hoved. Det kan du tage med dig bagefter. I teenageårene var det Jean, der reddede mig og Johnny (Jimmis boksende bror og ligeledes verdensme- ster, red.). Men det var også kammeraterne i klubben.
– I bokseverdenen hjaelper man hinanden på godt og ondt og får venner for livet. Det lyder måske lidt vildt for andre, men når man har slået på hinanden, så krammer man, og det er det kram, der udvikler sig til venskab, filosoferer Jimmi Bredahl.
– Det har siddet i mig fra den tid, tror jeg. Jeg har altid haft med mennesker at gøre inden for boksningen og altid følt trang til at hjaelpe andre.
Selvrespekt og selvvaerd
For år tilbage har Jean Schmücker selv forklaret om sin tilgang til arbejdet:
’Jeg har da flere gange siddet i traeningslokalet til langt ud på aftenen med et ungt menneske. For når de har problemer, er det ofte af alvorlig art. Så gaelder det om at lytte og få skilt skaeg fra snot. Det hjaelper i hvert fald ikke noget at dunke dem oven i hovedet – det kan de ikke bruge til en skid. Boksning giver selvrespekt og selvvaerd. Det giver den indre ro, der gør, at når drengene bliver konfronteret med andre, så ved de, at de sagtens kan banke dem, men de gider ikke, og vaelger i stedet at gå deres vej.’
Den smukke sandhed har desvaerre haft sine modifikationer.