Eskild og den indre ild
Danmarks mest vindende OL-atlet er glad for sin plads i Hall of Fame, men andres anerkendelse vil aldrig slå hans egen, indre stolthed over arbejdet bag de store praestationer
Betragter man gløden i Eskild Ebbesens øjne, mens han taler om store praestationer og deres anatomi, føler man en lille fornemmelse af den indre ild, der har drevet og driver ham.
Som en driftssikker hjaelpemotor i de både, der ellers med armkraft er blevet roet frem til fem olympiske medaljer i ’Guldfireren’, og som over naesten to årtier gjorde ham til Danmarks mest vindende OL-atlet.
Også smilet er driftssikkert. Men bredest er det, når talen falder på det lange tilløb, der ligger forud for de få trin op på sejrsskammelen. For Eskild Ebbesen står bevidstheden om processen nemlig rigeligt mål med forløsningen ved målstregen.
Han er både stolt og glad over optagelsen i Hall of Fame. Over at traede ind i det, han kalder ’et fornemt selskab’. Og så er der lige det med at få lavet sin buste, som får sit helt eget, skaeve smil.
Anerkendelse
– Nu har jeg jo levet et liv, hvor jeg har fået meget anerkendelse. Det er en vigtig del af at have gjort en stor indsats, men det, der har betydet rigtig meget for mig, er det at have gjort det, siger han og kigger ud over Bagsvaerd Sø, der har lagt vand til så stor en del af indsatsen.
– Jeg ved jo med mig selv, at det har vaeret de daglige indsatser, valg og strategier, der har gjort, at jeg er lykkedes med mine resultater. Det betyder rigtig meget for mig at have med i bagagen.
Motivation
– Når du ror et løb over 2000 meter, er det jo en minimal brøkdel af det, der rent faktisk er sket. For mig er det vigtigt at taenke på de kampe, jeg har taget i dagligdagen, sammen med de hold jeg har siddet på.
Drivkraften har vaeret nysgerrigheden efter at se, hvad der egentlig kan lade sig gøre – og i mit tilfaelde: Kan det lade sig gøre en gang til?
– Vi har optimeret både det fysiske, det tekniske og det materialemaessige, men også arbejdet med motivationen i dagligdagen. Det er de elementer, der ligger så dybt i mig, og som jeg bruger som personlig anerkendelse.
– Den indre anerkendelse fylder mere end den eksterne?
– Ja, det synes jeg faktisk. Men det kan jo også vaere, fordi den bare er fulgt med. Havde den ikke vaeret der, havde jeg jo nok taenkt: ’Øh, hvad?’
Han har som alle andre, danske roere måttet leve med den utaknemmelige praemis, at den eksterne anerkendelse groft sagt kun ligger i kølvandet, når det olympiske flag blafrer hvert fjerde år.
– Op til OL i 1996 var vi blevet verdensmestre og havde sat verdensrekorder, men
det var først i Atlanta, at der faktisk fulgte rigtig anerkendelse med.
– Men den har absolut ikke manglet, anerkendelsen. Det handler jo også om forventninger.
Drivkraft
– Nogle gange skal man også spørge sig selv, hvorfor man gør det. Jeg har jo ikke gjort det for at få offentlig anerkendelse. Drivkraften har vaeret nysgerrigheden efter at se, hvad der egentlig kan lade sig gøre – og i mit tilfaelde: Kan det lade sig gøre en gang til?
Eskild Ebbesen er nemlig flere gange trådt op på kajen for igen at vende tilbage til den båd, som han mere end nogen personificerer, og som han senest var med til at vinde bronze i ved OL i London i 2012. Som 40-årig.
Og hver medalje har sin egen historie.
– Jeg har vaeret meget optaget af, at det er vores daglige indsatser, viljestyrke og motivation, der er afgørende for resultaterne. Men et eller andet sted er du jo også afhaengig af nogle ydre faktorer. Der skal lidt held til, for at det sidste også lykkes.
– Jeg har nok haft det lidt sådan: ’Var det lidt held, eller kan det lade sig gøre igen? At jeg er blevet ved, bygger på troen på, at vi kunne gøre det endnu bedre ved at optimere teknikken eller traeningsmetoderne.
Rekorder
– Og så synes jeg jo, at det er sjovt at saette rekorder. Jeg skal nok finde nogle nye at slå, griner Eskild Ebbesen, der på land har slået rekorder i romaskinen, ligesom han har kastet sig ud i kraevende discipliner som triatlon.
– Jeg kan jo godt lide at have nogle mål og saette mig for at praestere på et eller andet plan. Det er en måde at holde sig i gang på, at holde sig ung og skarp.
Min tanke er, at du ikke bare er, hvad du er, men hvad du har traenet dig op til.
Den filosofi lever den 44årige cand.scient. i idraetsfysiologi af at praesentere for virksomheder.
– Jeg prøver at inspirere dem til at praestere bedre og skabe en forståelse for, at vi ikke bare er dem, vi er, fordi vi engang har taget en uddannelse, har fået noget erfaring og derfor bare gør det, vi kan og er vant til.
– Hvis vi skal blive ved med at vaere her, må vi stadig taenke på, hvor vi kan holde os skarpe, og hvor vi kan udvikle os, hvis vi skal vaere med.
Diciplin
Mens disciplinen var en streng nødvendighed i den aktive tid som roer, har han i dag saenket skuldrene en anelse.
– Men jeg føler stadig en glaede ved at holde fast i det, siger faderen til tre døtre på syv, 12 og 15 år, som dog ikke skal gøre honnør ved morgenbordet.
Her håber han i stedet på eksemplets magt.
– Jeg bruger ikke sindssygt meget energi på at presse dem. Men jeg tilskynder dem da i høj grad til at forstå, at det er godt at forberede sig. Og til at forstå, at vi jo ikke er gode til noget, før vi har prøvet det nogle gange.