Visse afgørelser var så idiotiske, at de naermest var komiske
at briters robusthed skyldes, at deres mad galvaniserer dem.
Den ene sagsbehandler efter den anden går mere op i skemaer og formalia end i at hjaelpe den skikkelige Daniel, som aldrig før har vaeret i kløerne på sagsbehandler-regimet. Hele tiden truer kontoriusser med sanktioner i form af tabt støtte i et antal uger, hvis han protesterer imod den umulige karrusel, han kører rundt
EN DAG
overvaerer Daniel, at en ung mor, Kate, kommer for sent til sin sagsbehandler, fordi hun er ny i byen og tog fejl af busruterne. Straffen er iskold fratagelse af bistandshjaelp. Hun kaemper for at skaffe mad, tøj og sko til sine to børn og må selv sulte.
Daniel og Kate gør faelles sag. Men systemet kan de ikke vinde over. De kan højst appellere afvisningen af deres ansøgninger – og vente endeløst.
Efterhånden brydes Daniel og Kate ned. Der er hele tiden noget i vejen, så de ikke kan få deres ret. Visse sagsbehandlere kan godt se, at den aeldre mand og den unge kvinde er fanget i en labyrint. Men regler og skemaer er regler og skemaer, og der kan ikke dispenseres, for hvor ville systemet så vaere henne?
Jeg røber naeppe filmens pointe ved at konstatere, at det går Daniel og Kate ad helvede til. Selvfølgelig gør det dét.
Deres liv bliver ikke mere muntert af de slidte, grå og kolde miljøer, fattigfolk bor i. Så elendigt kan livet blive – selv for den, som har levet normalt og selvhjulpent, men pludselig traenger til en hånd fra de offentlige kasser.
Der findes en talstaerk britisk underklasse, som danske turister ikke kender
ligner danske Pia og Jørgen. Jeg har mødt en del af dem, når de i min tid som chefredaktør søgte Ekstra Bladets støtte mod urimelig sagsbehandling.
Ofte stillede folk med en skraemmende stor stak afslag, som må have vaeret dyrere at frembringe, end det ville have kostet at give folk deres retmaessige bistand. Visse afgørelser var så idiotiske, at de virkede tragikomiske. Jeg taenker på en mand, der havde mistet et ben og nu søgte tilskud til en invalidebil. Svaret var, at ansøgningen skulle granskes naermere. Herunder skulle det vurderes, om den etbenedes handikap var varigt! Han fik selvsagt sit tilskud den dag, historien stod i Ekstra Bladet.
Jeg taenkte dengang, at formuleringen måtte stamme fra en i saerklasse underfrankeret sagsbehandler. Det kunne aldrig ske igen. Men nogle måneder senere henvendte anden laeser sig med praecis samme historie!
alene om at levere systemfejl. Den britiske version er blot nogle takker mere sølle. De sociale takster lavere end de danske. Boligerne mere nedslidte. Sikkerhedsfolkene på socialkontorerne mere afstumpede.
I områder, som ikke drager turister, findes der en talstaerk britisk underklasse, som lever på et eksistensminimum, danskere ikke kender.
Det er ikke mindst dem, der stemte for britisk løsrivelse fra EU. Jeg tvivler på, de får et mindre kompliceret liv ad den vej. Men det er let at forstå, at de tager chancen. For ringere kan det dårligt blive.