Alle flaskesamleres skraek
I langt de fleste detailkaeders flaskeautomater er der to knapper, når bonen skal indløses. En knap, hvor bonen udløses til en selv, og en knap lige ved siden af – vellignende den anden – som udløser penge til noget velgørende.
Jeg så for nylig et kedeligt drama i en Netto-butik. En svagtseende kvinde på vel omkring de 85 år krogede sig frem til flaskeautomaten med en pose tomme flasker.
Efter påfyld af flasker trykkede hun med rystende hånd på – desvaerre for hende – den forkerte knap.
På hendes bon stod: ’Tak for din donation Fødevarebanken – fra madspild til måltid. 17 kr.’
Den aeldre dame var graedefaerdig. Nu stod den sikkert på en dåse hundemad frem for et simpelt måltid menneskemad. Jeg stak hende en 20’er, og hun lyste op.
Hvem har dog fundet på dette uhyre af en indsamling? Hvor ender pengene? Er man sikker på, at pengene når frem til de rette? Jeg spørger bare. Detailkaeder – få fjernet den knap nummer to! Programmet ’Gift ved første blik’ devaluerer aegteskabet som institution, mener Mikael Arendt Laursen, der er generalsekretaer i KLF, Kirke & Medier.
DR1 viser endnu en saeson ’Gift ved første blik’, hvor fire par bliver gift uden at kende hinanden i forvejen.
Parrene er sat sammen af eksperter bestående af psykologer, antropolog og praest.
Det er godt, at programmet saetter fokus på aegteskabet som samlivsform, og hvor er det dejligt, naesten rørende, at møde udsendelsens medvirkende, som alle drømmer om et romantisk
forhold til den eneste ene. Al respekt for det!
Men her brister drømmen. Her bliver aegteskabsinstitutionen tømt for indhold.
For konceptet er kun et eksperiment – et eksperiment, der varer i fem uger. Og aegteskabet er – trods gentagne påstande om det modsatte – ikke et rigtig aegteskab i den forstand, at det er et forpligtende forhold mellem to aegtefaeller, til døden skiller.
Al snak om Gud og troskab i medgang og modgang er taget ud af vielsesritualet. Tilbage er et realityshow, der ikke har ret meget med reality at gøre. Det er tvaertimod blot endnu et underholdningsprogram, der i stil med ’X Factor’ lukrerer på unge menneskers håbefulde fremtidsdrømme.
Det devaluerer aegteskabet som institution, og det prostituerer drømmen om det dybe, fortrolige, trofaste parforhold.
I en tid, hvor public service som aldrig før er til debat, kan man overveje, om det er rimeligt med et licensbetalt datingbureau, hvor såkaldte eksperter sammensaetter par efter en raekke kriterier, som åbenlyst ikke virker – og gør det i en sammenhaeng, der udhuler aegteskabet som institution og udnytter håbefulde unge.