Grov forskelsbehandling af efterlønnere

Jeg har vaeret tilmeldt efterløn, lige siden det kunne lade sig gøre. Da der skulle betales et kontingent for at vaere tilmeldt efterlønnen, gjorde jeg selvfølgelig det. Det samme gjorde min aegtefaelle, som er seks år aeldre end mig. Jeg er født i 1958, og min mand er født i 1952.

Min aegtefaelle kunne stoppe indbetalingen, da han blev 60 år. Jeg kan stoppe efterlønsbetalingen, når jeg er 63 år.

Min mand havde ret til efterløn og kunne nøjes med fradrag for sine pensioner med 55 pct., hvis han var gået på efterløn som 62-årig, mens jeg skal fradrages med 80 pct.

Ud over jeg skal betale tre år laengere til efterlønnen, er min efterløn absolut ingenting vaerd, da fradraget aeder det meste af min efterløn.

Jeg forstår ikke, at der er denne forskel.

Min aegtefaelle og jeg tilmeldte os efterlønnen i sin tid på nøjagtige samme vilkår, og der er som sagt kun seks års forskel på os.

Mine muligheder for at traekke mig tilbage er bare så meget forringede.

Min aegtefaelle er pensionist, da han fylder 65 år. Jeg er pensionist, når jeg fylder 67 år.

Da min efterløn er nul kroner vaerd på grund af de nye fradragsregler (jeg har selv sparet op af min løn), kan jeg først gå fra arbejdsmarkedet, når jeg er 67 år.

Der er en kaempe forskelsbehandling mellem dem, som blev født før 1956, og dem, der blev født efter, hvilket jeg gerne vil gøre opmaerksom på med mit laeserbrev. Intet menneske kan ifølge Tomas Oszlar klare mere end fire årtiers slid på arbejdsmarkedet.