DRØMMEN BRAST I SIDSTE SEKUND
Mikkel Hansen var ikke i stand til at sige noget efter en af karrierens største skuffelser – Henrik Møllgaard kunne godt
KÖLN (Ekstra Bladet): Mikkel Hansen står udtryksløs i andet geled, modtager sit lille etui og stirrer på det, som om nogen lige har plantet en kingsize rottweiler-lort i hånden på ham.
Han samler ikke på andenpladser, og når drømmen om at give Champions Leaguepokalen en ordentlig rusketur glipper i allersidste sekund, så er det en mild underdrivelse at kalde det en lorte-søndag i Köln.
Spillerne i Paris SaintGermain har sammen med den bedagede men saerdeles rutinerede tidligere THW Kiel-boss Noka Serdarusic arbejdet målrettet mod at vinde Final 4 netop i år.
De var med sidste år, tabte semifinalen, aergrede sig ad helvede til – men tog hjem til byernes by med en vis fortrøstning: Nu havde de vaeret der, aedt sig gennem verdens hårdeste weekend og vidste nu som HOLD, hvad håndbold-staevnet i ved Rhinen er for en størrelse.
Det var i år, de skulle vinde!
Det gjorde de ikke, fordi Ivan Cupic, manden, der engang mistede en halv finger i et målnet, lige akkurat så det afgørende hul i Paris’ venstre forsvarsside, kantede sig forbi naermeste modstander og lige akkurat fik pebet bolden forbi en ellers verdensklasse-spillende ’olding’, Thierry Omeyer, der med knap så hastige skridt er på vej mod de 41.
Det kunne man ikke se søndag, da manden blev bonet for 38 pct. og 13 redninger – de fleste helt oppe i den allerøverste kategori. Han manglede lige den sidste …
Tavs Mikkel
Mikkel Hansen orker ikke at tale med nogen efter nederlaget og skrider tavs gennem mixedzone, hvor der ellers står adskillige rettighedshavere, der har betalt paent for at have rettighederne til Champions League.
Men han smutter målbevidst igennem efter det tvungne ophold inde på banen, hvor jublende Vardarspillere og naermest euforiske makedonske fans skriger om kap med hinanden. På de kanter kommer der med garanti 100.000 eller flere på det store torv i Skopje for at hylde holdet endnu engang, når spillerne tirsdag (!) vender hjem med lavprisselskabet Wizz Air.
Der ikke har afgange mod Skopje om mandagen …
Så kan det godt vaere, Sergej Samsonenko har milliarder af rubler stakket i Rostov-Don, men oligarken går ikke og klatter med dem.
Louise Cosnard, der er pressechef hos PSG Handball, vil da godt lige spørge Mikkel, om han orker at vende tilbage til mixedzone, men helt aerligt: Hun ligner ikke engang én, der har taenkt sig at spørge.
Det var heller ikke ligefrem Mikkel Hansens dag. Fire scoringer – men også nogle kolossale brølere, en dum udvisning og så en helt fatal fejl, da han ved 21-21 sendte bolden lige i naeverne på kontra-sputnikken Timur Dibirov – og bum: 21-22.
Daniel Narcisse fik ellers fået det efterhånden godt slidte Paris-mandskab retur i kampen og udlignede til 2323. Makedonerne smed øjeblikkeligt time-out kortet – og ødelagde på den led chancen for et let sejrsmål i tomt bur, fordi pariserne var en spiller i undertal.
Bolden blev faktisk sendt i kassen, men sirenen havde lydt – og syv sekunder er rigeligt med tid til at saette et snurrigt angreb i gang for et hold, der som minimum er sikker på at gå i forlaenget spilletid.
– Noget lort. Det bliver rigtigt meget kamp og ikke så meget køn håndbold, men det er skidesjovt at spille, og det er to hold, der er gode til at neutralisere hinanden defensivt, siger Henrik Møllgaard, der blev brugt i forsvaret efter pausen.
– Vi vidste, vi var pressede, og at de sagtens kunne nå op og saette et normalt overtal. Derfor forsøgte vi at saette DEM under pres midt på banen, men Cupic var smart og så sin chance, konstaterer han tørt.
– Der er ikke blevet sagt så meget endnu. Det er jo forfaerdeligt at se den bold gå ind. Lørdag var en fest, da Luka Karabatic kastede sig over den sidste bold, så vi ikke skulle i omspil – i dag gør det jo modsat meget ondt. Thierry Omeyer stod fantastisk og havde fortjent at blive kåret som kampens spiller, men han løb ikke med titlen – og det gjorde vi desvaerre heller ikke.
– Det var det eneste, vi kom efter. Sidste år var målet at komme til Final 4, men i år var der ingen vej tilbage: Vi skulle vinde! Det har vi sagt højt, og derfor gør det ondt, siger vestjyden.
– Når man skal fortaelle folk, at det ikke bare er en tabt kamp – men kulminationen på noget større, hvad skal man så sige?
– Det er jo reelt to saesoner, vi har arbejdet frem mod at stable et vinderhold på benene, så derfor var det i år, det virkeligt skulle stå sin test. Det er det eneste, vi har arbejdet frem mod, vi har vaeret enormt stabile, og vi har spillet på højt niveau specielt i Europa. For mange spillere – mig selv inklusive – er det her jo det allerstørste. Det er jo naesten kulminationen på en hel karriere, mange af os står med i dag.
– Det kan sagtens vaere sidste gang, og for min del er det jo ikke sikkert, jeg skal spille mange Champions Leauge-finaler. At have haft den chance og vaeret så taet på med så godt et hold. Jamen, det er jo ikke sikkert, den kommer forbi igen.
– Hvordan tror du, du kommer over det?
– Uha, den naeste uge bliver noget rigtigt lort! Vi mangler en kamp torsdag mod nummer to i ligaen, Nantes. Vi har heldigvis vundet mesterskabet, men det er på hjemmebane, og vi skal have pokal og alle mulige ting. Jeg kan bare sige, at sidste år efter tredjepladsen her i Köln, spillede vi mod et kagehold og var ikke i naerheden af at kunne mønstre en ordentlig indsats. Det var ikke sjovt at stå og få medaljer lige efter, vi havde tabt et middelmådigt hold, siger Henrik Møllgaard.
– Og i år får vi kamp til stregen, for Nantes vil godt vise, at de altså er klar…
Treer sidste år, toer i år – så kunne det jo vaere smukt, hvis fremgangen fortsatte i 2018…
– Lads os håbe det!