Tåbeligere end nogen sinde før

’Transformers: The Last Knight’ saetter nye standarder for usammenhaengende sludder på det store laerred

Instr.: Michael Bay Medv.: Mark Wahlberg, Anthony Hopkins, Laura Haddock, John Turturro m.fl. 149 min. Premiere i dag i 84 biografer landet over Det bedste, man kan sige om den femte film i serien om det levende legetøj ’Transformers: The Last Knight’, er, at den er 16 minutter kortere end forgaengeren, der sneg sig op på absurde 165 minutters spilletid.

Men to en halv time er stadig noget af en prøvelse i selskab med den omgang buldrende og bragende sludder, der er instruktøren Michael Bays saerkende.

På robotternes side

Men både larmen og sludderen tages til nye højder her, hvor der laesses endnu mere nonsens på Transformersmytologien, som denne gang kaeder robotterne fra det ydre rum sammen med historien om Kong Arthur og ridderne af det runde bord.

Ja, det viser sig, at det faktisk er dem, som er årsag til Merlins magiske evner. Der kan man bare se.

De har i saxernes tid overdraget ham en magisk techno-stav, der spiller en vigtig rolle under det nuvaerende slag om vor lille planets overlevelse i forbindelse med angrebet fra robotplaneten Cybertron under ledelse af gudinden Quintessa.

Nå ja, vi får også lige i forbifarten at vide, at robotterne var med til at bekaempe Hitler under Anden Verdenskrig. Hvilket altså ikke har gjort jordens befolkning mere venlig stemt over for dem, hvis man lige ser bort fra Mark Wahlberg, der er tilbage igen som Cade Yeager.

Sammen med en lille håndfuld andre brave mennesker er han blandt de eneste, der er på robotternes side.

De virker simpelt hen, som om de hele syv forfattere, der har vaeret inde over miseren, har siddet og skrevet på hver deres historie, hvis virvar af løse tråde man så har forsøgt at skjule med endnu mere af den eksplosive action, som jo er seriens egentlige aerinde.

Så hvis det er flyvende metaldele, man er kommet efter, så er man havnet det rette sted. Alle andre kan roligt springe over.

Men selv de mange effekter og eksplosioner er altså ikke opfindsomme eller spektakulaere nok til at opveje den larmende tomhed, der er endnu mere iøjnefaldende her end i forgaengerne, selv om man ikke skulle tro, at det var muligt.

Ringeste praestation

Både larmen og sludderen tages til nye højder

Selv hvis man er større fan af serien end undertegnede (hvilket ikke kraever det store), har jeg svaert ved at tro på, at man kan hitte redde i vrøvlet. Hvilket selvfølgelig heller ikke gør så meget, hvis det bare havde vaeret underholdende, spaendende eller sjovt undervejs. Det er det ikke.

Når hovedpinen fortager sig, sidder man blot tilbage med et enkelt spørgsmål:

Gad vide, hvor mange penge Anthony Hopkins har fået for at saette sit gode navn og renomme på spil i karrierens absolut ringeste praestation?

Selv robotterne har mere sjael og trovaerdighed her.