Medmenneskelighed er en by i Rusland
Har vi i det hele taget nogle ansvarlige politikere i kommunerne og i Folketinget tilbage i dagens Danmark?
Det kan man spørge sig selv om, når en dame i min omgangskreds tvinges til flere jobsamtaler og yderligere ekstra laegebesøg, endskønt selv en cykelsmed kan se, at hun aldrig kommer til at kunne arbejde.
Jeg er hverken sagsbehandler eller laege, men da jeg oplever denne dame (midt i 50’erne) en gang om ugen, så ville hun efter mit bedste skøn nok vaere et saerdeles dårligt ansaettelsesemne. Set ud fra, hvad en arbejdsgiver minimalt kan forvente af en medarbejder.
Damen er svaert overvaegtig (måske af sygdom). Hun har skinne på det ene ben og specielle støvler på for i det hele taget at kunne støtte sig til sin rollator. Det eneste, hun kan, er at snakke fornuftigt.
Jeg hjaelper hende, hvis ikke der er Røde Kors-folk til stede på Fisketorvet, hvor vi bliver kørt til denne ene gang om ugen.
Hun har også et kaempeproblem med komme ud af bussen igen, da der er to trin ned til asfalten. Hvad hun ellers fejler, må guderne vide, men nogen atlet bliver hun aldrig. Det er disse mennesker, man vil have i arbejde.
Damen her risikerer at få skåret i sin kontanthjaelp, hvis hun ikke kan få førtidspension.
Jeg har lige siddet en stiv time og lyttet til tre kommunalpolitikere. De formulerede sig flot, men desvaerre er det kun spil for galleriet.
Medmenneskelighed er en by i Rusland her i det før så trygge og dejlige Danmark. Gunnar K. Knudsen finder det foruroligende, at en politikommissaer ikke ved, hvad dokumentfalskneri er.