Sølv er fint, men der er plads til forbedringer

har for alvor bragt kvindefodbolden på dagsordenen. Og sådan vil det fortsaette også efter EM. Der er meget mere potentiale i Nils Nielsens tropper, som i Holland har vist, at vi hører til blandt de bedste hold i verden.

Kvinderne har haft tag i befolkningen, og indsatsen ved slutrunden må give DBU anledning til at opruste på kvindefodbolden. Det er et smukt spil, som ikke skal sammenlignes med herrefodbold eller alt mulig andet. Kvindefodbolden kan sagtens stå alene. Det viste finalen i Enschede også.

Man kunne have frygtet, at finalen ville begynde nervøst og låst. Nerverne var der selvfølgelig, men begge hold havde en plan for, hvordan de ville spille, og for hollaenderne handlede det om at saette lyntoget på højrekanten, Van de Sanden, i scene. Hende kunne Cecilie Sandvej ikke følge med, og det gav generelt Danmark en taktisk udfordring.

DE DANSKE SØLVVINDERE

har de seneste år isaer udviklet sig på det taktiske område. Det gav det danske hold et glimrende eksempel på. Da fartmaskinen Van de Sanden havde gjort ondt på os med oplaegget til 1-1, fandt de to midtbanespillere Maja Kildemoes og Sofie Junge hurtigt ud af at bryde oplaeggene til den hurtige fløj.

Og så havde vi egentlig i en periode godt styr på den kamp. Men i flere tilfaelde gjorde vi hollaenderne bedre, end de er. Alt for passivt forsvarsspil førte til den hollandske føring i første halvleg. Seks danskere stod på linje ved straffesparksfeltet og kiggede fodbold.

Efter Pernille Harders pragtfulde udligning til 2-2, på et fornemt oplaeg fra Maja Kildemoes så det igen ud til, at Danmark kunne vinde finalen. Det var vel også det, den karismatiske Nils Nielsen fortalte sine spillere i pausen.

Men vi kom ud til anden halvleg med håndbremsen trukket. For mange tekniske fejl og usikkert forsvarsspil gjorde igen hollaenderne gode. Usikkerheden smittede også af på Stina Lykke i målet, som var helt fejlplaceret, da Holland bragte sig foran 3-2 på et direkte frispark.

KVINDEFODBOLDEN

Landsholdets indsats ved slutrunden må give DBU anledning til at opruste på kvindefodbolden

må tillade mig en generel betragtning, så er målmandsspillet stadig et af de områder, hvor der er plads til forbedringer i international kvindefodbold. Det er sjaeldent, man ser en målmand eje sit felt. Stina Lykke er god én mod én, men hun har som mange andre kvindelige keepere besvaer i luften og med at placere sig korrekt i forhold til skud fra distancen.

Under hele slutrunden har de danske kvinder imponeret ved at arbejde stenhårdt. Det så vi igen i anden halvleg. Smukt blev det aldrig, men vi formåede trods alt at skabe en form for pres mod et fysisk staerk hollandsk hold, som ikke spillede totalfodbold, men som kynisk lukrerede på danske fejl.

For første gang har Danmark vundet EM-sølv. Selv vil de nok sige, at de tabte guldet. Sådan skal det også vaere. Men tak for god underholdning og for at vise, hvor langt man kan komme med hårdt arbejde og sammenhold.

HVIS JEG