Loyal to Danmark
Demonstration på Den Røde Plads på Nørrebro mod bander.
brød ud, besøgte jeg drengene på Den Røde Plads på Nørrebro.
Drengene sad alle sammen med ryggen mod muren og kiggede ud over pladsen. Først da jeg satte mig foran dem, og en af dem løftede T-shirten for at vise mig sin pistol, gik det op for mig, at de holder øje med pladsen.
ekstra slag, mens jeg prøvede at bevare roen. Hasan, som havde pistolen, ville skraemme mig. Jeg var kommet for taet på.
Jeg er selv fra bunden af samfundet og kender mekanismen. Dengang var Enghave Plads på Vesterbro ikke anderledes, end Den Røde Plads er i dag. Der var massive sociale problemer. Nogle af de unge var kommet ind på en kriminel løbebane, og sandsynligheden for, at vi kunne blive til politibetjente, murere eller laerere, var minimal.
godt. Det var nok også derfor, vi kaldte hinanden for taberbørn. Vores foraeldre var kontanthjaelpsmodtagere, arbejdsløse og førtidspensionister, eller også drømte de om at blive det. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklaerer, der sagde:
’Det er utroligt at se, hvor meget I kaemper, når man ved, at I aldrig bliver til noget.’
Men mange af os fik en uddannelse til trods for tysklaererens dom. Takket vaere de voksne, der rykkede taettere på, når vi skubbede dem vaek, blev vi en del af det demokratiske Danmark. Vi overholdt loven og holdt af grundloven.
men sandsynligheden for, at drengene på Nørrebro får en uddannelse, er i dag langt større, end at de bliver bandemedlemmer. Man er først mønsterbryder på Nørrebro, når man er Loyal to Familia og ikke Loyal to Danmark.
Men hvad skal der til, for at det skal lykkes for dem alle sammen? Først og fremmest skal drengene selv gøre op med offermentaliteten. Så laenge de ikke tager et personligt ansvar for deres eget liv og forventer, at alle forandringer skal komme fra danskerne og Danmark, vil de fortsat stå ryggen mod muren.
Hasan, som havde pistolen, ville skraemme mig. Jeg var kommet for taet på
alle vi andre skal traekke os tilbage, da ansvaret ikke er vores? Nej, det mener jeg ikke. Kriminelle miljøer har altid trukket i de unge. Samfundet skal kunne give de unge noget, som de vil vaere bange for at miste. Gode rollemodeller, der inviterer dem indenfor i det demokratiske faellesskab. Uddannelse og arbejde, der får dem vaek fra banderne på gaden.
Hasan mødte jeg igen senere på Nørrebro. Han var faerdiguddannet som murer og havde lagt kriminaliteten bag sig. Nogen havde åbenlyst ikke opgivet ham.
Vi må aldrig opgive de udsatte unge. Uanset om de hedder Brian eller Hasan.