Tusindkunstneren Beck

I studiet lider californieren også af personlighedsspaltning. Heldigvis.

Beck har det med aldrig at skabe den samme plade to gange i traek, og det laver stilanarkisten såmaend ikke om på, til trods for at hans seneste album, ’Morning Phase’, overraskende vandt topstatuetten for årets album, da der blev delt Grammys ud i 2015.

Farvestrålende

Akustiske ’Morning Phase’ var indadvendt, men strømførende ’Colors’ er udadvendt i en grad, så man skulle tro, Beck virkelig var skizofren.

Pladen er ved at eksplodere af danselyst, og titelnummeret, ’No Distraction’, og ’Up All Night’ er eksponenter for en ustyrlig elektrisk boogie, man ikke kan stå stille til, selv om man har begge ben i gips.

Beck blander farvestrålende funk, glinsende disko og funklende pop i en usaedvanlig spaendstig og smaeldende produktion, som får materialet til at springe uimodståeligt ud af højttalerne.

Uspaendende

Tusindkunstneren er fraek nok til at udstyre ’Colors’ med noget, der minder om en panfløjtesolo, men generelt savner man spilopmagerens gammelkendte charme og skaeve indfald på et udspil, der er blandt hans absolut mest strømlinede og kalkulerede.

Beck forlader albummets neonoplyste hovedvej uden større succes i form af afstikkere som småpsykedeliske ’Dear Life’, der citerer The Beatles, og den noget uspaendende rockskaering ’I’m So Free’.

Afsluttende saetter han pludselig tempoet helt ned på den romantiske ballade ’Fix Me’, og så kender vi ham jo igen. Eller gør vi? Beck hedder Hansen til efternavn og er barnebarn af kunstneren Al Hansen, der havde norske rødder.