Indonesien: Kom bare herud
I det islamiske Indonesien har homoseksuelle aldrig vaeret anerkendt som ligevaerdige borgere, men siden januar 2016 er antallet af hadforbrydelser, smaedekampagner og voldelige overfald mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede steget voldsomt.
Alligevel skal den danske badmintondouble Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl ikke frygte for deres sikkerhed, hvis de igen vaelger at spille for deres store fanskare i Indonesien. Ikke lige nu, i det mindste.
Det vurderer menneskerettighedsforskeren Andreas Harsono, som i Indonesiens hovedstad Jakarta er tilknyttet organisationen Human Rights Watch.
Homoseksuelle bliver af mange opfattet som psykisk syge, som unormale
– Lige nu vil der ikke vaere et problem for de to spillere. Kampagnen mod LGBTsamfundet (bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede, red.) er hidtil alene rettet mod indonesere, siger Andreas Harsono til Ekstra Bladet.
– Der har vaeret arrestationer af udlaendinge i politirazziaer, men de er hurtigt blevet løsladt.
Ny virkelighed
– Homoseksuelle bliver af mange opfattet som psykisk syge, som unormale. Det er, hvad man må forvente, men så laenge det danske badmintonpar ikke offentligt gør sig til fortalere for homoseksuelles rettigheder, vil de udmaerket kunne spille her i landet, siger Andreas Harsono.
Kampagnen mod LGBTsamfundet i Indonesien opstod som følge af en raekke hadske udfald fra medierne og folkevalgte, som har bygget deres politiske karriere på den religiøst baserede modvilje mod mindretallet.
Med deres bog ’Det unikke makkerskab’ dumper Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl ned i en helt ny virkelighed, når de stiller til start i turneringer i Indonesien.
Hidtil har deres store fanskare kendt dem som badmintonstjer ner, men med deres offentligt erklaerede kaerlighed til hinanden tilhører de to kvinder nu også et foragtet og forfulgt mindretal i landet.
– Så laenge de forholder sig tavse om situationen, burde det vaere okay for dem at spille i Indonesien, siger Andreas Harsono.
– Lige nu kan de roligt komme hertil, men man må desvaerre forvente, at det kan blive vaerre i fremtiden, siger Harsono, som trods enkelte lyspunkter i kampen for LGBT-rettigheder i Indonesien ikke ser tegn på, at det fjendske klima forandrer sig inden for en overskuelig fremtid.
Det religiøst og politisk naerede had til homoseksuelle synes da også at vaere dybt forankret i landet. I januar 2016 blev kampagnen skudt i gang af landets minister for højere uddannelse, Muhammad Nasir, som erklaerede, at han ønskede at forbyde LGBT-organisationer på landets universiteter.
Det affødte en svaerm af homofobiske erklaeringer fra høj som lav i indonesiske medier. Uimodsagt erklaerede religiøse grupper, at homoseksualitet er en psykisk sygdom, og at kampen for LGBT-rettigheder er ’bøssepropaganda’, mens religiøse ledere kraevede homoseksuelle ’rehabiliteret’ under tvang.