Ingen integration uden staerke kvinder

som jeg har laest i løbet af ugen og ikke kan få ud af hovedet:

'Hun løj for sin familie i en lang periode. Hun fortalte, at hun fulgte sin lillebror til fodbold. Hun måtte ikke, men hun spillede fodbold. Hun løj faktisk for sin familie, men det lukkede vi øjnene for. For hvad skal man sige til familien? Hendes største drøm er at blive professionel fodboldspiller.'

Citatet handler om en afghansk pige, der går i niende klasse på en dansk skole. Det stammer fra en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, hvor anonyme integrationsvejledere fra landets folkeskoler giver eksempler på social kontrol.

jeg bliver, når jeg ser vores landsholdsstjerne Nadia Nadim fyre den af på fodboldbanen, lige så trist bliver jeg over denne historie.

Så saetningen rumsterer i hovedet. Hvad stiller vi op i forhold til de unge kvinder, som falder ned mellem to kulturer? Hvad kan jeg gøre?

Jeg kan i hvert fald vaere med til at saette en scene, hvor der bliver talt om tingene, og hvor kvinder saetter dagsordenen.

Det gør jeg på mandag i Albertslund, hvor den sidste i raekken af Ekstra Bladets kommunalvalgs-debatter om integration finder sted. Vi kalder debatterne for #nydanmark, fordi vi bliver nødt til at få øjnene op for, at integration er en opgave, der er kommet for at blive.

Madsen har sammen med Özlem Cekic i den forløbne uge vaeret i Sønderborg, Vollsmose og Gellerup og talt med borgerne om, hvor de ser problemerne og ikke mindst løsningerne for en god integration. Det har vaeret fedt først og fremmest at høre borgerne komme med direkte ønsker til politikerne, for integration er også helt almindelige ting i hverdagen, som kan gøres bedre.

I Albertslund talte jeg forleden med nogle af de kvinder, der arbejder frivilligt som bydelsmødre. De hjaelper f.eks. andre minoritetskvinder, som har svaert ved at finde fodfaeste på arbejdsmarkedet. Det papirløse samfund, digitaliseringen, kan i sig selv vaere en blokering. Bydelsmødrene har forslag til, hvordan systemet kan blive smidigere.

og de små ting haenger sammen, når det handler om integration. Hvis familierne ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, så kommer de heller ikke til at forstå vestlig kultur, hvor piger spiller fodbold ligesom drengene.

Jeg tror på, at det er i mødet mellem mennesker, der sker noget.

For at vaere helt aerlig så har jeg selv vaeret temmelig uoplyst om, hvad det vil sige at komme til Danmark som flygtning eller indvandrer. Men jeg er kommet efter det, fordi jeg har laert nogle kvinder at kende, som har fortalt deres egne historier.

der kom hertil som bådflygtning fra Vietnam, og forfatter Geeti Amiri, der flygtede med familien fra Afghanistan, har vaeret med til at åbne mine øjne.

For nylig mødte jeg Razan Haugaard, som kom til Danmark fra den kurdiske del af Irak som 17-årig. Da var hun allerede mor til to, for hun blev arrangeret gift i hjemlandet som 13-årig og fik sit første barn som 14-årig.

I dag arbejder hun med integration, isaer med flygtningekvinder i jobrettede forløb. Hun arbejder sammen med kommuner og virksomheder om integrationsprogrammerne for at finde løsninger.

Hendes filosofi er at tage udgangspunkt i det menneske, hun møder. Måske er det en kvinde, der aldrig har vaeret på arbejdsmarkedet, som kun har passet børn og ikke føler, hun har nogen kompetencer. Razan hjaelper med at kigge ned i den enkeltes bagage og finde de kompetencer, der alligevel er.

i Albertslund bruger hun sine egne erfaringer til at hjaelpe andre.

De bekraefter mig i min overbevisning: Hvis der skal rykkes noget ved integrationen, skal der staerke kvinder på banen.