Ghetto-listen er vor tids stavnsbånd

Regeringens nye ghetto-liste omfatter 22 boligområder fordelt på 16 kommuner, hvilket er tre faerre end sidste år.

Ghetto-listen identificerer en raekke boligområder, der kraever en saerlig indsats inden for integration, beskaeftigelse, kriminalitet, indkomst og uddannelse.

Mange finder ordet ’ghetto’ meget stigmatiserende, og det kan vaere afgørende for, om man kan få bevilget et banklån, om man kan tegne en forsikring, samt om man som ledig, syg eller aeldre kan få lov til at flytte i en anden bolig i en anden kommune.

En mere praecis beskrivelse end ’ghetto’ er ’stavnsbåndets genindførelse’. For det er dét, det reelt er.

Stavnsbåndet blev ophaevet i årene fra 1788 til 1800. Det havde haft til hensigt at fastholde arbejdskraften i bestemte områder. Kommunerne vil gerne fastlåse borgere med en lav indkomst, ledige på kontanthjaelp, borgere på førtidspension, asylsøgere, kriminelle og borgere uden uddannelse i de kommuner, hvor de bor i nu, for at andre kommuner kan slippe for at skulle bruge penge på at forsørge disse borgere, som ikke bidrager til kommunekasserne.

Ligeledes afskaeres borgere med lav indkomst i at flytte til for eksempel København, fordi boligerne er så dyre.

Genindførelse af stavnsbåndet kan efter omstaendighederne vaere i strid med EU-rettens regler om arbejdskraftens frie bevaegelighed.