Özlem Cekic glemmer den vigtigste person

Özlem Cekic har begået lidt af en genistreg i sin nye novelle, der argumenterer for det positive i at omskaere drengebørn.

Cekic skriver således fra drengens storesøsters perspektiv om, hvordan hun både glaeder sig til en omskaeringsfest, og om hvordan de eneste, der er kritiske over for broderens omskaering, er danskere, der ikke selv har tradition for at skaere unødigt i børn.

I fortaellingen til de danske skolebørn fremgår det også paedagogisk, at omskaeringen er en islamisk/ jødisk tradition, der betyder meget for foraeldrene, og som i øvrigt kan sidestilles med den kristne dåb.

Cekics genistreg består i, at hun ikke giver hovedpersonen taleret. Drengen, der skal leve med følgerne af foraeldrenes tradition, bliver slet ikke hørt, praecis som det er praksis i Danmark for tiden.

Dette er yderst belejligt for historien, idet det jo kunne taenkes, at lige netop drengen, der ikke kun skal med til festen, men også skal på hospitalsbriksen, kunne vaere imod det indgreb, som Cekic og hendes ligesindede både bagatelliserer og udfører uden de ramte drenges samtykke.

At Cekic lige netop i omskaeringsdebatten ikke har givet taletid til historiens hovedperson, kan undre, saerligt fordi hun normalt kalder sig selv for en ’dialogsøgende brobygger’.

Jarl Feyling

Veksøvej 19

Brønshøj