HVAD BLEV DER AF VELFAERDSSTATEN?
Velfaerdsstaten vil alle politikere vaerne om, specielt op til folketingsvalgene. Alle bedyrer, at det net, der er spaendt ud under borgerne, skal kunne samle op, når og hvis man rammes af sygdom, arbejdsløshed eller personlige tragedier. Når valget er overstået, har alle uanset partifarve glemt deres fine løfter om velfaerdsstaten. Tvaertom virker det, som om alle gør en indsats for at nedbryde velfaerden. I dagens Danmark er det en katastrofe at blive ramt af langvarig sygdom eller arbejdsløshed. En sådan person bliver mødt med mistro og let skjulte hentydninger til, at vedkommende nok ikke gider arbejde. Man jagtes af det offentlige system med krav om jobprøver og samtaler, der ikke fører til noget. Resultatet er ofte, at mennesker nedbrydes totalt, familier splittes, og antallet af hjemløse er stigende også i de mindre provinsbyer.
På trods af løfter om at forbedre vilkårene gennemførte man en omlaegning af invalidepensionen til førtidspension og lod kommunerne baere størstedelen af udgifterne, hvilket har betydet, at det naesten er umuligt at få tildelt en sådan pension. Landspolitikerne hjalp godt til ved at indføre kontanthjaelpsloftet, hvis eneste formål var at gøre maskerne i sikkerhedsnettet så store, at flere faldt igennem, og man derved sparede på de offentlige udgifter.
Hvis borgerne er utilfredse og vil klage over diverse afgørelser, har man via digitaliseringen gjort det naesten umuligt at komme frem til personer, der gider at tage sig af sagen.
Hvordan er det kommet så vidt, at politikerne mistaenker almindelige borgere for, at de vil snyde og bedrage sig til goder på samfundets bekostning? Skyldes det mon, at det gør de selv, når der er mulighed for det?