NARRESPILLET
I REALITETEN kan Danmark gå i stå omkring 1. april, hvis store dele af det offentlige arbejdsmarked lukker ned. Der er 750.000 offentligt ansatte her til lands, og de er i øjeblikket brikker i de overenskomstforhandlinger, der føres mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforbundenes forhandlere.
DET VIL sige: De skulle have forhandlet, men helt som forventet har vi vaeret vidner til det ene sammenbrud efter det andet. Først gik det i fredags galt hos de statsansatte, mandag fulgte de kommunale trop, og endelig nåede heller ikke regionerne i naerheden af et forlig.
I MORGEN overtager forligsinstitutionen forhandlingerne, og her har forligskvinde Mette Christensen en måned til at få parterne til at indgå en overenskomst. Sker det ikke, vil strejker og lockouter vaere det naeste skridt.
FAGFORBUNDENE har meldt ud, at de i givet fald vil varsle konflikt for op mod 100.000 ansatte. Til en begyndelse. Det vil ramme bredt hos folkeskoler, gymnasier, hospitaler, hjemmepleje
og daginstitutioner.
ARBEJDSGIVERNE vil svare igen ved at kraeve, at livsnødvendige områder ikke må rammes, og lige dér vil vi opleve, at vi aldrig før har haft så mange ansatte i jobs, som har betydning for liv eller død. Så kan man undre sig over, at netop de mennesker bliver aflønnet så dårligt. Og dermed er vi inde ved kernen i den konflikt, der hastigt naermer sig i horisonten.
DE OFFENTLIGT ansatte vil have mere i løn. Sosuassistenter, paedagoger, skolelaerere og sygeplejersker – altså også folk med livsvigtige job – tjener i dag ofte mellem 24.000 og 35.000 kroner om måneden. Den høje løn opnår de først efter mange år i jobbet.
OPFATTELSEN er, at store grupper på det offentlige arbejdsmarked i flere år ikke har oplevet en stigning i reallønnen – og de blev i hvert fald ikke begunstiget ved det pauvre skatteforlig, som regerin- gen fik strikket sammen med Dansk Folkeparti.
ENDNU HAR staten og kommunernes forhandlere ikke
signaleret den store forståelse for kravene om markante lønstigninger, og da fagforeningerne har brugt den seneste overenskomstperiode til at polstre strejkekasserne, bevaeger vi uvaegerligt mod en konflikt.
INDTIL videre har vi blot vaeret vidner til et forudsigeligt narrespil. Der har vaeret tale om skinforhandlinger, der i realiteten er blevet styret fra Finansministeriet,
hvor minister og regnedrenge med deres milliongager befinder sig milevidt fra den økonomiske virkelighed, som sygeplejersken med de livsnødvendige opgaver lever i.
Så kan man undre sig over, at netop de mennesker bliver aflønnet så dårligt