Godt jeg stadig har lyst til at arbejde
– Jeg er aldrig gået efter det trygge, siger 71-årige Pete
Mission complete! Det var med den følelse, at 71-årige Peter Schrøder i slutningen af 2017 sagde farvel til Vendsyssel Teater efter 12 år i huset – først som direktør og siden som kunstnerisk leder.
Det er ikke for at sidde med fødderne oppe i sofaen, at den rutinerede skuespiller og instruktør har valgt, at eventyret i Nordjylland skulle slutte. For det var hans eget ønske at vende tilbage til København sammen med sin kone, skuespilleren Susanne Heinrich.
– Vi var ligesom lykkedes med det deroppe. Jeg har fået lov til at saette et meget stort aftryk på det. Og det glaeder mig, at de har valgt at spørge en fagmand – det er nemlig langtfra altid, det sker. Men missionen er ligesom lykkedes, og det er en god fornemmelse at gå derfra med, siger Peter Schrøder.
Altid vaeret freelancer
Efter mere end et årti med fast job og indkomst er skuespilleren nu en fri fugl, der skal se, om vingerne stadig kan baere. Men det tager han med ophøjet ro.
– Det er back to normal, kan man sige. Sådan har det jo altid vaeret i mit liv, indtil jeg tog til Vendsyssel. Jeg har aldrig vaeret vant til, at der kom en fast check ind ad døren. Jeg har vaeret freelancer hele mit liv.
Det trygge og bekvemme i, at der måned efter måned dumper en lønseddel ind ad døren, er ikke nok. Peter Schrøder er drevet af noget andet. Noget mere.
– Jeg er aldrig gået det trygge.
Tryghed har aldrig vaeret mit parameter. Jeg har hele tiden forsøgt at gå efter det, jeg syntes interesserede efter mig. Og der har jeg vaeret heldig indtil nu, siger han.
Lidt for meget arbejdsro
– Både Sanne og jeg har allerede fået nogle attraktive tilbud her i København. Men det er da klart, at vi var spaendte på at flytte tilbage, for man tager ikke ustraffet 12 år vaek fra København. Det gør man ikke. Det kan vi maerke på den interesse – eller den manglende interesse – der er fra de landsdaekkende kulturaviser. De har virkelig givet os arbejdsro, siger Peter Schrøder med et ironisk grin.
– Det er, som om Danmark stopper ved Aalborg, konkluderer han tørt.
Med en dåbsattest fra 1946 ved Peter Schrøder, at interessen for ham ikke er den samme, som da han var ung. Og heldigvis for det, som han siger.
– Jeg er da godt klar over, at med den alder, jeg har nu, vil der givetvis ikke vaere den samme efterspørgsel. Men det hverken forventer jeg eller ønsker jeg.
De glade dage, hvor jeg arbejdede fra syv morgen til midnat, er gudskelov forbi. Små gode roller modtages med kyshånd, siger Peter Schrøder, der stadig føler, at han har masser at byde på rent fagligt.
– Når man taenker på min alder – og jeg har det godt og trives fint – så synes jeg ligesom, at der stadig må vaere nogle aktive år i mig endnu. Både som skuespiller og som teater- og filminstruktør, siger Schrøder, der debuterede som filminstruktør, da han 1993 instruerede Hans Scherfigs roman ’Det forsømte forår’.
Derudover har han et hav af teater- cv’et.
Mens mange af Peter Schrøders jaevnaldrende har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyder livet som pensionister, må skuespilleren erkende, at der er han slet ikke i livet. og filmroller
Traekker ikke stikket
på – Jeg skal da ikke naegte, at jeg nogle gange godt kunne taenke mig at traekke stikket ud og sidde med en kaempe drink ved Middelhavet og taenke abstrakt.
Laese en god bog eller spille på min saxofon eller sådan noget.
– Men hvis man laegger alting sammen – økonomien, min energi og lysten til at arbejde – kunne jeg ikke taenke mig at traekke stikket helt ud, siger han og medgiver, at det også er sjaeldent, at skuespillere traekker sig helt tilbage og går på pension.
– Det er meget atypisk, ja. Det er for det meste helbredet, der bestemmer. Og så er det jo individuelt fra skuespiller til skuespiller, hvor mange kraefter og hvor meget kreativitet man har lyst til at blive ved med at fyre af. Og endelig kan det hele jo vaere et spørgsmål om pensionsopsparing eller ej, siger han og erkender aerligt:
– Det sidste har jeg for eksempel ikke vaere god til, så jeg er da egentlig glad for, at jeg stadig har lyst til at arbejde.
Jeg har aldrig vaeret vant til, at der kom en fast check ind ad døren