Ulla Friis: Katastrofen er mit første barndomsminde
graesplaenerne uden for Kommunehospitalet, for antallet af sårede og draebte oversteg hospitalernes kapacitet. Det anslås, at mere end 200 mennesker blev kvaestet. 33 danskere blev draebt – det samme gjorde fem tyskere, ifølge Besaettelsestidsmuseet.
Ikke alle lig blev fundet på dagen. Ifølge ’Danske katastrofer’ holdt redningsfolk øje med vildkatte, der ledte efter makabre godbidder i området. Så sent som en uge efter eksplosionen fandt man de sidste lig.
Makaber opgave
Laeger og sygeplejersker havde den makabre opgave at forsøge at samle ligene ud fra de mange løsdele.
Det lykkedes ikke i alle tilfaelde. 12 af de draebte kunne ikke identificeres.
De blev kremeret sammen og blev 29. juli bisat på Vestre Kirkegård i byen. Der herskede kaos i byen. Flere kilometer fra eksplosionen faldt der glødende metalregn, vinduer blev blaest ud. Puds og tagsten rystede af husene. Cyklister blev skubbet af cyklerne, og der var mange døde og kvaestede.
Ulla Friis var tre år 4. juli 1944. Hun fortaeller til Ekstra Bladet, at katastrofen er hendes første barndomsminde.
Panik i byen
’Vi boede i Faaborggade, og jeg var på vej ned ad bagtrappen for at lege i gården med min far. Jeg husker tydeligt, at braget var voldsomt, og trykket var så stort, at jeg faldt de sidste trin ned. Heldigvis landede jeg i armene på min far.
Andre var ikke så heldige. I Ryesgade i midtbyen blev en tysk soldat draebt, da han fik en granatsplint i hovedet, mens han gik op ad gaden. Mange andre steder styrtede skorstene og vaegge sammen, glødende, ueksploderede granater strøg gennem tage, og byens gader blev fyldt med glasskår.
Halvdelen af byens butikker fik blaest ruderne ind. Glas var svaert at opdrive under besaettelsen, og det betød, at mange butikker og boliger måtte stå med traeplader for vinduerne det naeste års tid.
Imens hylede luftalarmerne. Støjen stod på i fire timer og medvirkede til at skabe panik og uro i den katastroferamte storby.
Mirakler
Midt i det hele fandt små mirakler sted.
’Jeg var kun et år gammel, så jeg husker det ikke selv. Men jeg ved, at både glas og vinduessprosser blev blaest
også ud af vores lejlighed på Mindet lige ved havnen. Trykket var så voldsomt, at en tung marmorplade på en servante blev blaest hen over den tremmeseng, jeg lå i. Den dannede et tag, så jeg var beskyttet mod glas og traesplinter fra vinduet. Hvis den var landet nede i sengen, havde jeg nok ikke levet’, fortaeller Svend Aage Jørgen Nielsen til Ekstra Bladet.
Andre mistede livet ved lige så store tilfaeldigheder. Nogle omkom, da de flygtede i den forkerte retning ved den første eksplosion, andre blev ramt af spraengstykker. En dreng døde, da han havde valgt at cykle en tur på havnen, netop som prammen røg i luften.