Søren Pape braender inde med forbryderne
vigtigt, ikke kun for Danmark, men for hele Europa.
Med aftalen indgået i København får vi en beskyttelse af menneskerettighederne, som er både mere balanceret og mere effektiv end den, vi har i dag’, siger han.
Ministerens ekstase er dog ikke helt deroppe, hvor han ikke kan vaere i sin egen krop. Den er jo også ganske rummelig.
JAMEN HOV, PAPE!
Meningen med hele manøvren var at bruge det danske formandskab til få Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol til at styre sig, så den ikke hele tiden standser udvisning af mordere og professionelle gangstere.
Problemet er, at selvom forbrydere er dømt til udvisning fra f.eks. Danmark, skrider domstolen i Strasbourg gang på gang ind og giver den dømte medhold i, at han/hun må blive i Danmark, fordi den pågaeldendes tilknytningsforhold er mere danske end langtbortistanske.
Dén naevenyttige praksis fik vores glade og stolte og banebrydende justitsminister ikke lavet om trods ’halvandet års benhårdt forarbejde’.
KØBENHAVNERAFTALEN
gør klart, at det er op til hvert enkelt af de 47 medlemslande at fremtidssikre menneskerettighederne. Det vil sige at give ansvaret for deres overholdelse til det enkelte land – med mulighed for, at faellesskabet skrider ind, hvis menneskerettighederne overtraedes.
Men aftalen siger ikke klart, at domstolen skal holde fingrene fra personsager, som medlemslandene glimrende er i stand til selv at håndtere. Det er ikke mindst dem, der får folk til at se rødt – og de nationale højesteretter til at afvaerge udvisninger, fordi de nødig vil underkendes efterfølgende.
MENNESKERETTIGHEDER
burde først og fremmest forstås som de frihedsgarantier, folk i hver enkelt stat nyder i forhold til samme stats magtapparat. Men i stigende grad bliver de brugt som en faldskaerm, fremmede nationaliteters udskud påberåber sig, når de bliver dømt.
med at lytte mere til forbryderne end til f.eks. en dansk dommer, når det gaelder udvisning som led i en dom, fik den glade Søren Pape altså ikke aendret.
Hvis der virkelig blev taget fat på det emne, ville de 47 landes repraesentanter vaere nødt til at gøre noget ved den gigantiske sagspukkel, der hober sig op i domstolen. Der indløber let 10.000 klagesager pr. år. Domstolen afsiger omkring 1000 domme årligt.
at få at vide, om domstolen overhovedet vil behandle en klagesag. Som regel går der flere år, som den principielt udviste – men i praksis løsgående kan udnytte til at begå yderligere kriminalitet.
Alle implicerede – dømte, ofre, dommere, a klagere og forsvarere – kan således sagtens n pensionsalderen, inden en given sag realitetsb handles.
Kortere sagt: Søren Pape Poulsen må på d igen – uanset om han kan vaere i sin krop.
bf@eb