Ekstra Bladet

Da de så vo­res uni­form, så var bud­ska­bet jo stort set al­le­re­de gi­vet. De vid­ste, at der var no­get helt galt

-

– De lag­de ma­er­ke til os med det sam­me, og da de så vo­res uni­form, så var bud­ska­bet jo stort set al­le­re­de gi­vet. De vid­ste, at der var no­get helt galt.

Che­fen fra Forsvaret gi­ver fora­el­dre­ne bud­ska­bet

HER­EF­TER GÅR

Ulla Thorbjørn Han­sen sam­men med fa­mi­li­en og de an­dre ud­send­te ind i hu­set, som hun al­tid gør, når hun er med til at gå ud med døds­bud. Her er de i om­kring tre ti­mer.

– Der kan gå lang tid, før så­dan en be­sked syn­ker ind, så vi gen­tog bud­ska­bet fle­re gan­ge. Vi tal­te sam­men om de prak­ti­ske ting – hvem skal ha­ve be­sked? Hvil­ke fa­mi­lie­med­lem­mer skal kom­me? Vi tal­te og­så om Mik­kel, om hvor­dan han var, hvor­når de sidst hav­de talt med ham, og de vi­ste mig bil­le­der af ham. Midt i sor­gen var der og­så plads til, at de kun­ne smi­le. Vi hop­pe­de jo frem og til­ba­ge i gla­e­de og sorg, når vi tal­te om min­der­ne om ham.

Et par da­ge ef­ter Mik­kel Jør­gen­sens fa­mi­lie fik den tragi­ske be­sked, spurg­te de Ulla Thorbjørn Han­sen, om hun vil­le stå for de­res søns be­gra­vel­se.

Nor­malt er det den lo­ka­le sog­ne­pra­est, der står for bisa­et­tel­se og be­gra­vel­se, men Ulla Thorbjørn Han­sen og den lo­ka­le pra­est blev eni­ge om, at hun skul­le ta­ge op­ga­ven.

– Det var ik­ke en sva­er be­slut­ning, og jeg sag­de ja med det sam­me. Selv­om jeg ik­ke har nå­et at la­e­re Mik­kel at ken­de, så er jeg sik­ker på, at han har va­e­ret et fan­ta­stisk men­ne­ske. Af alt det, jeg har hørt om ham og har få­et lov til at forta­el­le om ham, kan jeg ba­re se, hvor enormt et savn fa­mi­li­en må fø­le. Jeg er da gå­et glip af no­get ved ik­ke at la­e­re ham at ken­de.

I dag, knap ot­te år ef­ter at Mik­kel Jør­gen­sen dø­de, har Ulla Thorbjørn Han­sen sta­dig kon­takt til hans fa­mi­lie.

– Det er slet ik­ke al­le, jeg har va­e­ret ude hos, jeg sta­dig har kon­takt med. Der er nog­le, der slet ik­ke ved, hvem jeg er, og at jeg no­gen­sin­de har va­e­ret i de­res hus. Det er ik­ke al­le, der rin­ger og si­ger tak, og der­for be­ty­der det og­så ek­stra me­get, når det sker. Det gjor­de Mik­kels fa­mi­lie ek­sem­pel­vis. Og det vi­ser ba­re, at selv­om vi er mag­tes­lø­se i si­tu­a­tio­nen, så kan vi godt gi­ve hin­an­den no­get godt – og­så de sva­e­re ti­der. i

SI­DEN 1996

har Ulla Thorbjørn Han­sen ar­bej­det som pra­est og er der­for vant til at ta­le med på­rø­ren­de om sorg og tab i for­bin­del­se med be­gra­vel­ser og bisa­et­tel­ser.

I dag ar­bej­der hun som sog­ne­pra­est og provst. Der­u­d­over har hun si­den 2010 fun­ge­ret som be­red­skabspra­est.

En gang om må­ne­den tra­ek­ker hun i den sor­te pra­estekjo­le og hol­der gud­stje­ne­ste i det idyl­li­ske klo­ster Hel­li­gånds­hu­set i mid­ten af Sla­gel­se.

Til dag­lig be­står hen­des ar­bej­de som provst i at ad­mi­ni­stre­re provstiets 41 sog­ne. Va­eg­ge­ne i hen­des provsti­kon­tor ba­gest i kloste­ret i Sla­gel­se er pla­stret til med bil­le­der af hver og en.

I 2002 hav­de Ulla Thorbjørn Han­sen sin før­ste re­el­le op­ga­ve som døds­bud i for­bin­del­se med døds­fald blandt dan­ske ud­send­te sol­da­ter.

Her blev hun som felt­pra­est – et hverv hun har haft si­den 1998 – bedt om at ta­ge til fly­ve­sta­tio­nen i Va­er­lø­se og ta­ge imod to ki­ster, som in­de­holdt to af de tre før­ste fald­ne dan­ske sol­da­ter fra Af­g­ha­ni­stan.

– Da jeg kør­te til Va­er­lø­se, ta­enk­te jeg me­get over, hvad jeg skul­le si­ge. På det tids­punkt var der in­gen, der hav­de prø­vet at ha­ve den op­ga­ve før, så jeg prø­ve­de ba­re at til­pas­se mig si­tu­a­tio­nen og gø­re, hvad der føl­tes rig­tigt for mig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark