Da de så vores uniform, så var budskabet jo stort set allerede givet. De vidste, at der var noget helt galt
– De lagde maerke til os med det samme, og da de så vores uniform, så var budskabet jo stort set allerede givet. De vidste, at der var noget helt galt.
Chefen fra Forsvaret giver foraeldrene budskabet
HEREFTER GÅR
Ulla Thorbjørn Hansen sammen med familien og de andre udsendte ind i huset, som hun altid gør, når hun er med til at gå ud med dødsbud. Her er de i omkring tre timer.
– Der kan gå lang tid, før sådan en besked synker ind, så vi gentog budskabet flere gange. Vi talte sammen om de praktiske ting – hvem skal have besked? Hvilke familiemedlemmer skal komme? Vi talte også om Mikkel, om hvordan han var, hvornår de sidst havde talt med ham, og de viste mig billeder af ham. Midt i sorgen var der også plads til, at de kunne smile. Vi hoppede jo frem og tilbage i glaede og sorg, når vi talte om minderne om ham.
Et par dage efter Mikkel Jørgensens familie fik den tragiske besked, spurgte de Ulla Thorbjørn Hansen, om hun ville stå for deres søns begravelse.
Normalt er det den lokale sognepraest, der står for bisaettelse og begravelse, men Ulla Thorbjørn Hansen og den lokale praest blev enige om, at hun skulle tage opgaven.
– Det var ikke en svaer beslutning, og jeg sagde ja med det samme. Selvom jeg ikke har nået at laere Mikkel at kende, så er jeg sikker på, at han har vaeret et fantastisk menneske. Af alt det, jeg har hørt om ham og har fået lov til at fortaelle om ham, kan jeg bare se, hvor enormt et savn familien må føle. Jeg er da gået glip af noget ved ikke at laere ham at kende.
I dag, knap otte år efter at Mikkel Jørgensen døde, har Ulla Thorbjørn Hansen stadig kontakt til hans familie.
– Det er slet ikke alle, jeg har vaeret ude hos, jeg stadig har kontakt med. Der er nogle, der slet ikke ved, hvem jeg er, og at jeg nogensinde har vaeret i deres hus. Det er ikke alle, der ringer og siger tak, og derfor betyder det også ekstra meget, når det sker. Det gjorde Mikkels familie eksempelvis. Og det viser bare, at selvom vi er magtesløse i situationen, så kan vi godt give hinanden noget godt – også de svaere tider. i
SIDEN 1996
har Ulla Thorbjørn Hansen arbejdet som praest og er derfor vant til at tale med pårørende om sorg og tab i forbindelse med begravelser og bisaettelser.
I dag arbejder hun som sognepraest og provst. Derudover har hun siden 2010 fungeret som beredskabspraest.
En gang om måneden traekker hun i den sorte praestekjole og holder gudstjeneste i det idylliske kloster Helligåndshuset i midten af Slagelse.
Til daglig består hendes arbejde som provst i at administrere provstiets 41 sogne. Vaeggene i hendes provstikontor bagest i klosteret i Slagelse er plastret til med billeder af hver og en.
I 2002 havde Ulla Thorbjørn Hansen sin første reelle opgave som dødsbud i forbindelse med dødsfald blandt danske udsendte soldater.
Her blev hun som feltpraest – et hverv hun har haft siden 1998 – bedt om at tage til flyvestationen i Vaerløse og tage imod to kister, som indeholdt to af de tre første faldne danske soldater fra Afghanistan.
– Da jeg kørte til Vaerløse, taenkte jeg meget over, hvad jeg skulle sige. På det tidspunkt var der ingen, der havde prøvet at have den opgave før, så jeg prøvede bare at tilpasse mig situationen og gøre, hvad der føltes rigtigt for mig.